Reform kan ikke redde velfærden

Regeringen har hævdet, at den offentlige velfærdsservice er vokset samtidig med, at det private forbrug via skattestop og skattelettelser er øget stærkt. Men påstanden holder ikke. Offentlig service består for en meget stor del af løn til offentligt ansatte.

Derfor skal den samlede lønsum til offentligt ansatte følge lønudviklingen i den private sektor. Gør den ikke det, svarer det reelt til en reduktion i offentlig beskæftigelse og dermed til en serviceforringelse. Skal udviklingen i de offentlige udgifter følge udviklingen i løn (og dermed i velstand og BNP), kræves en årlig realvækst på 1,2 pct. svarende til 5. mia. kr. årligt. Regeringens udgiftsloft på 0,5 % årligt svarer altså fremover til en årlig serviceforringelse på 0,7 pct. svarende til 3. mia. kr. årligt. Motivet til udgiftsloftet ligger i regeringens skattestop og skattelettelsespolitik. Denne koster det offentlige mange mia. kr. årligt i tabte skatte og afgiftskroner. I 2010 i alt vil skattestop og skattelettelser have kostet 28 mia. kr. stigende til 33 mia. i 2015. I forhold hertil har udgiftsloftet haft den funktion at holde de offentlige udgifter under låg og finansiere skattestop og skattelettelser. voksende kredse i befolkningen er nu ved at få øje på modsætningen mellem skattestop og skattelettelser på den ene side og bedre velfærdsservice på den anden side. Nylige opinionsundersøgelser viser, at store grupper af vælgere decideret klart opfatter den offentlige velfærd som forringet. Regeringen forsøger med ”kvalitetsreformen” at imødegå denne kritik og utilfredshed. Med oplægget hævder regeringen at ville forbedre kvaliteten af den offentlige service. Alligevel fastholdes skattestop og udgiftsloft. Regeringen opererer godt nok med en udvidelse af det offentlige udgiftsloft fra 0,5 til 1 %. Men udvidelsen er forbeholdt nye initiativer indenfor forskning og uddannelse som led i globaliseringsstrategien. De eksisterende, brede serviceydelser indenfor sundheds -, børne/unge - samt ældresektorerne – den egentlige velfærdsservice - skal altså stadig holdes indenfor de 0,5 % årlig realvækst. Hvilket som anført medfører en langsom, men ubønhørlig reduktion af serviceniveauet og velfærden. Når Regeringen hævder påstand om at ville forbedre den offentlige velfærdsservice sker udfra et slogan om ”mere for pengene”. Et nærmere blik på kvalitetsreformen tyder imidlertid ikke på, at den vil kunne skabe afgørende produktivitetsforbedringer. Et overordnet tema i oplægget er fx bedre information til borgerne og bedre forventningsafstemning hos disse, men vil næppe påvirke produktiviteten i den offentlige service. Et andet overordnede tema er bedre vedligeholdelse af offentlige aktiver og bedre IT-løsninger samt kompetenceudvikling af offentlige medarbejdere. Fornuftigt nok, men snarere noget der på kort sigt vil koste flere penge end at spare penge. Et tredje hovedtema i ”Kvalitetsreformen” handler heller ikke om effektivisering, men om de nyliberales ideologiske kæpheste: fritvalgs og udlicitering. Men fritvalgsløsninger har vist sig ikke at være besparende, men at koste dyrt i administration. Udliciteringer kan på kort sigt give besparelser, men har på sigt en tendens til at erstatte offentlige leverance med dyre private monopoler. Endelig er der i reformen nogle temaer som smager af effektivisering, navnlig at ressourcer til administrative opgaver skal minimeres. Men der er allerede gennemført betydelige produktivitetsforbedringer i den offentlige sektor i de sidste 30 – 40 år. Og i de senere år har man for længst sparet mest muligt på administration for at undgå at spare i selve servicen. Regeringen er derfor ikke faldet over en guldgrube af uudnyttede besparelsesmuligheder her. Regeringens kvalitetsreform må således alt i alt betragtes som et af regeringens mange indholdsløse spin, jf. f.eks. kampen mod den sociale arv. Reformen skal tage vinden ud af sejlene på utilfredsheden med forringelsen af offentlig velfærdsservice. Men da ”reformen” fastholder skattestop og udgiftsloft, vil den uundgåeligt medføre en vedvarende forringelse af den offentlige velfærdsservice. [ Henrik Herløv Lund er sekretariatschef. Han er økonom, cand.scient.adm. med specialisering i økonomisk teori og metode, økonomisk politik og styring og bor Engelstedsgade 54 2100 Kbh. Ø. Han er medlem af Den alternative Velfærdskommission