Reform skal flytte 36 mia. kr.

Kommission vil lægge op til at fjerne mellemskatten, nedsætte topskatten og sænke rentefradraget

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Svindlere misbruger Skats navn. Arkivfoto: Scanpix

KØBENHAVN:Skatten på arbejde skal lettes med omkring 36 milliarder kroner, hvor topskatten blandt andet bliver sænket en anelse, og mellemskatten helt skal væk. Det foreslår VK-regeringens egen Skattekommission i sit dybt hemmeligholdte skatteudspil, der først skal præsenteres om to uger. Men ifølge dagbladet Børsen skal danske boligejere grave ni milliarder kroner frem fra lommerne i ekstra skat for at finansiere den lavere skat på arbejde, fordi rentefradraget står til at blive barberet kraftigt ned. Derudover vil de danske boliger af samme grund falde med yderligere omkring syv procent i værdi på helt kort sigt. Det svarer til godt 100.000 kroner for et gennemsnitligt hus på landsplan og 200-300.000 kroner i hovedstadsregionen. Men når det regnes ind, at danskerne samtidig får langt flere penge på lommen, giver det et modsat tryk opad på huspriserne, så det samlede fald lander på cirka to til tre procent, viser Skattekommissionens beregninger. Stort set alle statslige indkomstskatter bliver sænket. Mellemskatten på seks procent afskaffes, og topskattesatsen bliver sat ned med 1,5 procentpoint. Samtidig bliver topskattegrænsen sat op med 36.000 kroner. Ifølge Børsen kommer rapporten også til at indeholde et forslag om at hæve afgifterne på energiforbrug. Skattekommissionens formand Carsten Koch, understreger dog overfor Ritzau, at rapporten ikke er færdig endnu, og at kommissionens anbefalinger derfor endnu ikke ligger fast. - Skattekommissionen har ikke afsluttet arbejdet endnu. Der arbejdes stadig på rapporten og de sidste møder er ikke holdt. Som en naturlig del af arbejdsprocessen har skattekommissionen både arbejdet med elementer, der vil indgå i den endelig rapport og elementer, der ikke vil indgå. Derfor må jeg på det kraftigste opfordre alle interesserede til at se bort fra gisninger, mellemregninger, arbejdspapirer og andet, der måtte komme til offentlighedens kendskab, før 2. februar, når den færdige rapport foreligger, udtaler Carsten Koch. Skatteminister Kristian Jensen (V) vil ikke kommentere et muligt indhold af en skattereform. - Da jeg kan forstå på skattekommissionens formand, at arbejdet og dermed rapporten endnu ikke er afsluttet, har jeg på nuværende tidspunkt ingen kommentarer til det mulige indhold af en kommende skattereform. Jeg ser frem til at modtage den færdige rapport i begyndelsen af februar, siger skatteminister Kristian Jensen. Skattekommissionens formand er den tidligere socialdemokratiske skatteminister Carsten Koch. Kommissionen offentliggør resultatet af sit arbejde den 2. februar. /ritzau/