Danmark

Reformer til gavn?

Anders Samuelsen undrer sig (20.4.) over, at S-SF er enige i, at der mangler penge i statskassen, men at de ikke vil tilslutte sig "de nødvendige reformer".

Kære Anders Samuelsen: Følger du slet ikke med i samfundet? Har du slet ikke opdaget, at vi nu i snart 12 år har fået den ene reform efter den anden? Har du slet ikke, som vi andre, opdaget at hver eneste reform har forringet det samfund, som i Danmark blev bygget op gennem 50 år? Hvilken reform, lavet de sidste 10 år, mener du har fungeret? En kommunalreform, som det formentligt varer mindst 10 år, inden den "tjenes hjem"? En politireform, hvor politiet beder civilpersoner selv undersøge eksplosioner i nabolejligheder og ikke kører til indbrud i institutioner? En retsreform, hvor tinglysningskontoret påfører private store tab, og overbelaster byretterne? En sundhedsreform, hvor redningstjenesten lukker i udkantsområder om natten? En skolereform, hvor skolernes bibliotekstjeneste (undervisningscentre) minimeres, og pengene flyttes fra udkant til hovedstadsområdet? En universitetsreform, hvor universiteterne forgylder svindlere? En mediereform, hvor den eneste anderledes kanal lukkes til fordel for en kanal som alle de andre? Kan du slet ikke forestille dig, at vi almindelige mennesker, som tjener til føden gennem almindeligt arbejde, simpelthen er træt af reformer, som i deres essens går ud på at fjerne værdierne i det samfund, vore forældre og vi gennem hårdt arbejde og høj skat havde fået bygget op, for derefter at overgives til private højtlønnede akademikere. I din mund for, at de kan øge produktionen i stedet for at flytte til udlandet? Har du slet ikke opdaget, at mange af de højtlønnede akademikere i stedet flytter deres lønkroner til skattely i udlandet, og at mange af dem, i stedet for at udvikle danske firmaer, afvikler dem, hvorefter de hæver millionbonuser, inden de med milliongyldne håndtryk forlader resterne. Kunne det i din forståelse slet ikke tænkes at der kunne være andre veje? At vi alle bare udførte det arbejde vi nu måtte være ansat til, få vor løn, og hvis vi gør det lidt bedre, måske en bonus, men gør vi det ringere, så en fyreseddel på grå papir og ikke et gyldent håndtryk - det uanset uddannelse. Det kunne måske bringe lidt penge tilbage til statskassen. Jeg ved godt, at ca. 10 mio. i et chefskifte ikke flytter bjerge, men når vi over et par år nærmer os 100 sådanne sager, og tillægger andre dårlige forretninger med mia. i tab, kunne det måske gøre en del af forskellen? Du går meget op i at efterlønnen skal fjernes! Herregud! Så længe arbejdsgiverne ikke gider 55, ændrer det jo ikke noget. Når de engang gider, har den ingen betydning. De fleste efterlønnere jeg kender, var stadig arbejdende, hvis arbejdsgiverne ville. Vil du ændre i antallet af efterlønnere, så sving i stedet pisken på arbejdsgiverne! Godt det snart er skiftedag. Ifølge Chr. V's Danske Lov er skiftedag, 1.6. eller 1.12., så 1.6. vil være en ganske fornuftig dato! Husk, at i Danmark går det altid bedst under en rød og bred regering.