EMNER

Regentbesøg i fem timer

Kronprinsen ledsager Luxembourgs regentpar til Aalborg. Nej, hans forlovede er ikke med

AALBORG:Byen har fem timer og fem minutter til at vise sig fra sin bedste side, når den får meget fint besøg på tirsdag. Regentparret fra Luxembourg er inviteret til Danmark af vores regentpar og bruger den midterste af tre dage på en tur til Aalborg. De følges på provinsturen af den nyforlovede Kronprins Frederik, der dog ikke har Miss Mary Elizabeth Donaldson ved sin side ved denne lejlighed. Hans Kongelige Højhed Storhertug Henri, Hendes Kongelige Højhed Storhertuginde Maria Teresa og deres følge lander i Aalborg Lufthavn kl. 10.10. Der er tale om et selskab på 22, overgået af pressen som møder ca. 28 gentlemen høj. Der er officiel modtagelse - med bl.a. gaveoverrækkelse ved borgmester Henning G. Jensen - på det gamle rådhus på Gl. Torv. Så skilles de hertugelige vande for en stund: Storhertugen besøger Aalborg Universitet, storhertuginden - efter eget ønske - en institution, Børnehaven Bakkegården, valgt fordi der er både normale og handicappede børn. De mødes igen på Nordjyllands Kunstmuseum, hvor der for øjeblikket er bl.a. Picasso. Derfra til Aalborg Kongres & Kultur Center, hvor de tages imod af bl.a. direktør Ernst Trillingsgaard, som er nordjysk konsul for Luxembourg. Så giver Aalborg By frokost på Hotel Hvide Hus. Der er kun en time og 20 minutter til den. Serveringen står på meunièrestegt smørfisk med citron, basilikum, hvidvinssauce, champignoner og løg. Som hovedret letsaltede andebryster med efterårsgrønt, flødepeberrod og persillekartofter. Derefter kaffe med petit fours. Den lokale Marie Jull Sørensen fremfører første vers af den luxembourgske nationalsang (på originalsproget) og - hvis der er tid til det - "I skovens dybe stille ro". Og så er det adjø til Aalborg, flyet returnerer til Værløse kl. 15.15.