EMNER

Regering får kritik for atomulykke

Tokyo: En uafhængig kommission, der i maj blev nedsat af Japans regering for at undersøge atomulykken på værket i Fukushima, er klar med sin rapport. Den blev offentliggjort mandag, og den retter hård kritik mod Japans regering og mod Tepco, atomselskabet, der driver Fukushimaværket. Undersøgelsen viser, at regeringen og Tepco var helt uforberedt på en katastrofe af det omfang, der ramte 11. marts i år. Det var den dag, da det store jordskælv ud for det nordøstlige Japan fik monstertsunamier til at skylle ind over kysten. Fukushimaværket 250 kilometer nordøst for Tokyo blev ramt af en 10 meter høj tsunami, der ødelagde kølesystemerne. Det førte til nedsmeltning i tre af de seks reaktorer. Der var eksplosioner, der var brande, og radioaktivitet slap ud. 160.000 mennesker, der bor omkring værket, blev evakueret, og de har stadig ikke fået lov at vende hjem. Kommissionen siger i sin rapport på 507 sider, at der ikke var en plan til at håndtere situationen. Den planlægning, der var foretaget for at imødegå så store katastrofer, var ikke implementeret. Rapporten kritiserer også Tepco for at sige, at selskabet ikke kunne forberede sig på noget, ingen kunne forestille sig. Tepco er, siger rapporten, ansvarlig for at planlægge efter sådanne uventede katastrofer. - Selv hvis et fænomen har en meget lav risiko for at ske, så betyder det ikke, at man kan ignorere det. Hvis der er ved at opstå en uafvendelig situation, så bør der træffes foranstaltninger til at undgå den, hedder det. Rapporten siger, at katastrofearbejdet blev besværliggjort af ringe kommunikation og koordinering.