Regering må tage ansvaret

Det er åbenbart sæson for politisk ansvarsforflygtigelse i regeringen.

I hvert fald gør den såkaldte velfærdsminister Karen Jespersen, hvad hun kan for at undgå at tage ansvar i spørgsmålet om boligforholdene for de ældste danskere. Det kom i weekenden frem, at 18.000 ældreboliger i Danmark er så forældede, at de må betegnes som værende utidssvarende. Det betyder, at tusinder af ældre mennesker, der har arbejdet og betalt skat hele deres liv, skal leve deres sidste år under uværdige boligforhold med trange værelser og toilet på gangene. Da vi første gang hørte om problemet med forældede ældreboliger i Lyngby Kommune, var Karen Jespersen hurtig til at tørre ansvaret af på kommunen og konkludere, at der var tale om et enkelt uheldigt tilfælde. Nu viser det sig imidlertid, at der langtfra er tale om et enkeltstående tilfælde, men om et stort nationalt problem med 18.000 utidssvarende ældreboliger. Der er med andre ord tale om et problem af en størrelse, som gør det uinteressant at høre om hvorvidt det er regeringen eller kommunernes skyld, at ældre skal leve under uværdige boligforhold. Sandheden er, at vi har at gøre med et problem, der udstiller regeringens egen fejlslagne politik, hvor kommunerne er blevet presset så hårdt økonomisk, at det ikke har været muligt at leve op til ældre- og plejeboliggarantien. Det nytter altså ikke bare at skyde skylden på kommunerne. Regeringen er nødt til at tage sin del af ansvaret. Hvis regeringen virkelig ønsker at forbedre boligforholdene for de ældre, er de derfor nødt til at løsne det økonomiske jerngreb om kommunerne og give dem den nødvendige frihed til at indfri garantien.