Regeringen afviser trængselsafgift i København for biler

Transportminister Benny Engelbrecht (S) siger til støttepartiers ærgrelse nej til trængselsafgift i København.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) siger fredag ved doorstep, at regeringen ikke vil indføre en trængselsafgift for bilister i København og på Frederiksberg.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) siger fredag ved doorstep, at regeringen ikke vil indføre en trængselsafgift for bilister i København og på Frederiksberg.

KØBENHAVN:Regeringen vil ikke have indført en såkaldt trængselsafgift for bilister i miljøzonen i København og på Frederiksberg.

Det siger transportminister Benny Engelbrecht (S) fredag ved et pressemøde i Transportministeriet.

- Vi har ikke en ambition om at indføre en afgift i København. Der er mange måder at bekæmpe trængsel på - i hele landet i øvrigt - og det her er ikke en løsning, som vi vil, siger han.

Muligheden for at indføre en trængselsafgift var ellers med, da Kommissionen for grøn omstilling af personbiler tidligere fredag fremlagde sin anden delrapport.

Kommissionen har arbejdet med både en minutmodel og en dagsmodel, altså hvor bilister betaler en afgift afhængig af, om de kører inde i miljøzonen i et antal minutter eller en hel dag.

Betalingen skal også være afhængig af, om man kører i eller uden for myldretiden, der er defineret som mellem klokken 7-9 og klokken 15-17.

Benny Engelbrecht siger i en uddybning til Ritzau, at han ikke mener, at en trængselsafgift i København og på Frederiksberg vil kunne få mange til at fravælge bilen til fordel for den kollektive trafik.

- Det forudsætter, at den kollektive transport er der som et reelt alternativ.

- Og dér må man sige, at det halter, og derfor vil et forslag som det her altså have en effekt af at beskatte folk, som går på arbejde. Det ønsker vi ikke at gøre, vi ønsker ikke at bekæmpe mobiliteten.

- Men vi kommer selvfølgelig til at kigge på, hvordan vi kan løse trængselsudfordringerne, når vi kommer til infrastrukturforhandlingerne senere på året, siger han.

Socialdemokratiet havde for en del år siden planer om at indføre betaling for kørsel omkring København.

Tilbage i 2012 måtte den daværende S-R-SF-regering efter massiv modstand imidlertid skrinlægge planerne om at indføre en såkaldt betalingsring.

Netop De Radikale er meget uforstående over, at regeringen på forhånd afviser idéen om en trængselsafgift.

- I Radikale Venstre er vi meget positive over for en trængselsafgift i København, siger transportordfører Rasmus Helveg Petersen (R) i en skriftlig kommentar.

Han siger videre, at "det er ærgerligt, at ministeren allerede nu affejer tanken".

- Nu sætter vi os til forhandlingsbordet, og så synes jeg, alle gode idéer fra rapporten er på bordet. Det er vores klare tilgang, siger Rasmus Helveg Petersen.

Også transportordfører Anne Valentina Berthelsen (SF) er skuffet, og hun har derfor kaldt Benny Engelbrecht i samråd.

- Han må forklare, hvorfor han hælder forslaget ned af brættet, og hvordan han så har tænkt sig at håndtere de massive problemer med trængsel på vejene og luftforurening særligt i de store byer, siger hun i en skriftlig kommentar.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.