Regeringen afviser Venstres skatteudspil

Regeringen afviser nu Venstres skatteudspil. Ifølge Finansministeriet er det underfinansieret med milliarder.

17. juni 2012 10:20 - Opdateret 17. juni 2012 10:21

Regeringen afviser Venstres skatteudspil

Regeringen afviser ifølge TV2 Nyhederne Venstres skatteudspil, fordi Finansministeriet har regnet sig frem til, at forslaget er underfinansieret med omkring seks milliarder kroner.

- Det er en meget uansvarlig omgang, som Venstre kommer med her. Det er et markant underfinansieret forslag. I stedet for at lægge tre milliarder i statskassen, får vi et minus i statskassen, siger indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestager (R) til TV2.

Hun henviser til, at man med Venstres forslag ikke vil kunne holde en vækst i den offentlige økonomi på 0,8 procent, som er det, regeringen ønsker. Forslaget vil derimod føre til store offentlige besparelser.

Ifølge Finansministeriets beregninger vil udspillet føre til en stærk skæv social profil. Men Margrethe Vestager afviser samtidig, at forhandlingerne med Venstre er færdige.

- Tværtimod. Nu er der endnu mere grund til, at Venstre kommer tilbage til forhandlingsbordet og fortæller, hvad de ønsker, siger Margrethe Vestager.

- Det, vi siger helt fredsommeligt, er: Kom tilbage til forhandlingsbordet. Det er der, vi løser det. Det er der, vi kan finde ud af, på hvilken måde vi kan skabe en skattereform, der er den bedste for Danmark, tilføjer ministeren.

Politisk redaktør på TV2, Anders Langballe, siger, at det betyder, at forhandlingerne mellem regeringen og Venstre om en skatteaftale reelt er brudt sammen.

- Det er svært at se, hvordan regeringen og Venstre kan forhandle videre nu. Parterne står så stejlt over for hinanden, at vi er meget tæt på et endeligt sammenbrud i forhandlingerne, siger han.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...