Regeringen finder velfærdspenge med dyrere tobak og arveafgift

Arveafgift, Lindholms lukning og tobaksafgifter skal skaffe regeringens velfærdspenge, viser finanslovsforslag.

Regeringen foreslår en aflysning af varslede skattelettelser, besparelser og en aflysning af udgifter for i alt 2,6 milliarder kroner i finansloven.

Derudover vil S-regeringen ifølge Ritzaus oplysninger trække 2,3 milliarder kroner på det økonomiske råderum.

- Initiativerne på forslaget til finanslov for 2020 er finansieret inden for ansvarlige økonomiske rammer. Finanslovsforslaget indeholder en række tiltag, der bidrager til at finansiere de centrale prioriteringer af velfærd, uddannelse, tryghed og tillid, skriver regeringen i forslaget.

Den største nye indtægtskilde er de 2,3 milliarder kroner fra råderummet.

Næstefter kommer den meget omdiskuterede tilbagerulning af den tidligere regerings lempelser af arveafgiften.

Det vil ifølge regeringen indbringe en milliard kroner.

- Regeringen ønsker, at pengene i stedet anvendes til at fremme lige muligheder og prioriterer derfor særligt provenuet til at afskaffe de løbende besparelser på uddannelser og undervisning, lyder det i finanslovsforslaget.

En aflysning af den planlagte politik om at gøre arbejdsgiverbetalt telefon skattefri skal indbringe 560 millioner kroner i 2020. Og en fastholdelse af loftet på aktiesparekontoen skal give 60 millioner kroner.

Som tidligere varslet vil regeringen forhøje prisen på en pakke cigaretter med ti kroner per pakke. Det vil indbringe 350 millioner kroner i 2020 ifølge finanslovsforslaget. Tallet stiger til 550 millioner kroner i 2025.

Regeringen vil desuden lægge en større del af udgiften til langtidssygemeldte over på erhvervslivet.

Regeringen foreslår, at arbejdsgiverne betaler de første 40 dages udgifter til syge medarbejdere i stedet for som nu de første 30 dage. Det vil indbringe 215 millioner kroner til staten i 2020.

Derudover vil flere mindre puljer blive tilbagerullet, og aflysningen af at lave et udrejsecenter på øen Lindholm vil give 253 millioner kroner. Der er fortsat reserveret 50 millioner kroner til en alternativ løsning.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.