Regeringen forbyder sharia-vielser

Regeringen strammer straffeloven for at komme muslimske tvangsægteskaber til livs.

Regeringen forbyder sharia-vielser

Fremover skal det kunne straffes med fængsel i op til fire år at presse nogen til at indgå muslimske tvangsægteskaber. Samtidig skal de imamer, der foretager tvangsægteskaberne, fremover kunne udvises af Danmark.

Sådan lyder regeringens forslag i et forsøg på at styrke integrationen i Danmark. Forslagene har til formål at hjælpe især kvinder og mindreårige, som presses til eller fastholdes i en religiøs vielse.

- Det bunder i, at der er en del i Danmark, der bliver viet, ikke med en borgerlig gyldighed, men bliver viet af en imam, og hvor undersøgelser viser, at det kan være svært at få lov til at komme ud af de her ægteskaber, siger social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S).

Udmeldingen kommer på et pressemøde tirsdag efter to dages regeringsseminar på i Nyborg.

Strategien består af 15 initiativer og indebærer blandt andet en stramning af straffeloven i forbindelse med muslimske tvangsægteskaber, eller såkaldte sharia-vielser, som ikke har retsvirkning efter dansk lov.

I forvejen kan man straffes med fængsel i op til fire år for at tvinge nogen til at indgå ægteskab, men de religiøse tvangsægteskaber - uden borgerlig gyldighed - er imidlertid ikke omfattet af loven. Det vil regeringen nu lave om på.

Samtidig vil en forlængelse af opholdstilladelsen for imamer og andre, der foretager religiøse vielser, fremover være betinget af deltagelse i et kursusforløb om dansk familieret.

Sammen med stramningerne af straffeloven nedsætter regeringen en task force, der skal se på de igangværende integrationsprojekter i kommunerne.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.