Natur

Regeringen: Grøn plan er historisk

regeringen var selv meget begejstret for sin grønne vækstplan, da den blev fremlagt af (fra venstre) miljøminister Troels Lund Poulsen (V), økonomi-og erhvervs- minister Lene Espersen (K), fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) og klimaminister Connie Hedegaard (K). Foto: Jens Astrup/Scanpix

regeringen var selv meget begejstret for sin grønne vækstplan, da den blev fremlagt af (fra venstre) miljøminister Troels Lund Poulsen (V), økonomi-og erhvervs- minister Lene Espersen (K), fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) og klimaminister Connie Hedegaard (K). Foto: Jens Astrup/Scanpix

KØBENHAVN:Alt spiller ifølge en række ministre sammen i en højere enhed i regeringens nye plan for landbruget og naturen, Grøn Vækst. På et stort pressemøde torsdag i et solbeskinnet væksthus i København brugte de fire ministre bag planen stærke ord som "historisk", "ambitiøst" og "foregangsland" til at beskrive udspillet til 13,5 mia. kr. Planen skal både skabe landbrugsvækst og hjælpe den pressede natur. - Historisk og den mest ambitiøse helhedsplan for dansk natur og miljø nogensinde, siger miljøminister Troels Lund Poulsen (V). Ifølge ham vil Grøn Vækst skabe ny naturområder og beskytte de gamle bedre. Samtidig skal der skæres kraftigt ned på brugen af sprøjtemidler, kvælstof og fosfor. Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) kalder planen et stort skridt mod fremtidens landbrug. - Landbruget betyder meget for dansk eksport og arbejdspladser. Erhvervet skal både leve op til verdens skrappeste miljøkrav og alligevel udvikle sig. Landbruget er i en slem situation, men vi sikrer basis for udvikling og investeringer, der kan bære landbruget videre, siger fødevareministeren. Alligevel forudser økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K), der skal lede de politiske forhandlinger om Grøn Vækst, kritik fra både miljøorganisationer og landbruget. - Nogle vil sige, at det er ikke er grønt nok, og landbruget, at vi går alt for skrapt til værks. Jeg vil opfordre dem alle til at sætte det lange lys på. Vi skal tænke langsigtet for både at gavne naturen, sikre landbrugets udvikling og dermed være foregangsland som en grøn vækstnation, siger Lene Espersen. Også klima- og energiminister Connie Hedegaard peger på, at Grøn Vækst viser nye veje for dansk landbrug. - Det er første gang, at klimahensynet spiller så central en rolle i et landbrugsudspil med udsigt til et fald i landbrugets udslip af drivhusgasser på samlet over en million tons. Samtidig styrker vi landbrugets mulighed for at blive energileverandør via biogas. I stedet for at eksportere smør og grise kan landbruget fremover eksportere ny smart miljøteknologi, siger Connie Hedegaard. De politiske forhandlinger om Grøn Vækst starter i midten af maj./ritzau/