Regeringen håber firmaer vil lønne karantæneramte

Der er brug for erhvervslivets hjælp for at inddæmme coronavirus i Danmark. Det skriver Erhvervsministeriet.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) håber, at de danske virksomheder vil give løn til ansatte, der vælger at blive hjemme, fordi de har været i coronaramte områder.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) håber, at de danske virksomheder vil give løn til ansatte, der vælger at blive hjemme, fordi de har været i coronaramte områder.

KØBENHAVN:Regeringen opfordrer danske virksomheder til at betale løn til medarbejdere, der vælger at blive hjemme i 14 efter at have besøgt coronaramte områder.

Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

- Regeringen tager situationen meget alvorligt og følger naturligvis udviklingen time for time.

- Vi er i tæt dialog med myndigheder, erhvervslivet og arbejdsmarkedets parter. Og vi holder et vågent øje med, hvad det kan få af betydning for dansk erhvervsliv og dansk økonomi, skriver erhvervsminister Simon Kollerup (S) i meddelelsen.

Tirsdag aften har regeringen meldt ud, at man anbefaler alle danskere, der har været i udsatte områder som Kina, Iran, dele af Sydkorea og ramte provinser i Italien til at blive hjemme i 14 dage.

- Det gælder også selv om medarbejderne ikke har været i direkte kontakt med smittede. I samme forbindelse lød en opfordring til at udbetale løn til medarbejderne i denne periode, skriver erhvervsministeriet om et møde med erhvervslivet.

I alt er 10 danskere konstateret smittede med coronavirus og 142 er i hjemmekarantæne efter at have været i kontakt med smittede.

Opfordringen til at blive hjemme i 14 dage er ikke ment som hjemmekarantæne, hvor man skal holde sig helt fra andre mennesker. Men er at blive hjemme og se, om man får symptomer. Gør man det skal man kontakte sundhedsmyndighederne - telefonisk.

Erhvervsinteresseorganisationen Dansk Industri skriver i en pressemeddelelse, at man er lydhør over for anbefalingerne.

- Virksomhederne er ekstremt fokuserede på at sikre den bedst mulige håndtering af den her situation.

- Mange virksomheder har allerede sendt medarbejdere fra højrisiko i karantæne. DI kontakter her til aften alle vores medlemsvirksomheder og gør dem opmærksomme på de skærpede anbefalinger, som regeringen nu er kommet med, skriver underdirektør i DI Peter Thagesen.

Tidligere tirsdag sænkede USA sin rente på grund af frygt for, at corona kan ramme økonomien. Erhvervsminister Simon Kollerup erklærer sig også klar med en hånd, skulle det bliver nødvendigt:

- Dansk økonomi er grundlæggende stærk, men det er klart at en omfattende epidemi i Danmark kan få stor betydning.

- Derfor er vi også klar til at handle hurtigt og målrettet og bruge af de virkemidler, vi har til rådighed i den økonomiske politik, hvis det bliver nødvendigt for at dæmpe eventuel økonomisk nedgang.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.