Regeringen i Yemen er parat til fredsforhandlinger

Yemens oprørsgruppe er parat til at forhandle, men vil have mere internationalt pres på Saudi-Arabien.

Ritzau
FN vurderer, at mindst 14 millioner mennesker i Yemen har brug for akut hjælp udefra i form af mad, hvis en omfattende sultkatastrofe skal undgås. Yemens er længe blevet omtalt som den værste humanitære katastrofe på Jorden.
Kultur 1. november 2018 13:27

DOHA: - Yemens regering byder alle forsøg på at genoprette freden velkommen, og den er parat til forhandle om en ny fredsaftale med Houthi-oprørerne, hedder det torsdag i en erklæring fra regimet i det krigshærgede land.

- Vi er parate til at føre forhandlinger øjeblikkeligt, hedder det videre, efter at USA har opfordret til våbenhvile og forhandlinger i Sverige.

Saudi-Arabien gik i foråret 2015 i krig mod Houthi-oprørerne i Yemen og står i spidsen for en koalition, der har støtte fra USA.

I løbet af det seneste tre et halvt år er mindst 10.000 dræbt, 50.000 såret og millioner sendt på flugt fra deres hjem.

Hos oprørerne siger den ledende skikkelse Mohamed Ali al-Houthi at de amerikanske opfordringer til fred er "positive". Men han opfordrer til international handling for at få stoppet blodige saudiarabiske luftangreb i Yemen.

Udtalelserne fra Mohamed Ali al-Houthi blev fremsat på tv-netværket al-Masirah, der støtter Houthi-oprørerne, som menes at være støttet af Iran.

- De, som opfordrer til våbenhvile, må på baggrund af deres ønsker sørge for at få stoppet bombardementerne af Yemens befolkning og få ophævet belejringen af Yemen, siger al-Houthi fra oprørenes Øverste Revolutionære Komité.

USA's udenrigsminister, Mike Pompeo, opfordrede natten til onsdag dansk tid til våbenhvile i Yemen.

- Tiden er inde til, at alle fjendtligheder ophører, inklusive missil- og droneangreb fra de houthi-kontrollerede områder mod Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater, hed det i en udtalelse fra Mike Pompeo.

- Derudover er det nødvendigt, at alle luftangreb fra den saudiarabiskledede koalition mod befolkede områder i Yemen ophører, sagde han videre.

USA's forsvarsminister, Jim Mattis, opfordrede samtidig begge parter til at komme til forhandlingsbordet i Sverige i november. Han sagde, at en våbenhvile bør være indledt inden 30 dage med henblik på at få fredsforhandlinger i gang.

Udspillet fra USA synes at indvarsle et kursskifte i amerikanernes politik over for Yemen.

Men samtidig med udmeldingerne om fred samler den saudiarabiskledede alliance, som støtter regeringen mod oprørerne, tusindvis af soldater nær havnebyen al-Hudaydah.

Omkring 30.000 soldater er mobiliseret med støtte fra kampvogne. Troppebevægelserne anses for at være en forberedelse til at presse Houthi-oprørerne ud af byen.

FN vurderer, at mindst 14 millioner mennesker i Yemen har brug for akut hjælp udefra i form af mad, hvis en omfattende sultkatastrofe skal undgås.

/ritzau/AFP

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...