EL om grøn skattereform: Et kæmpe tilbageskridt

Sammen med støttepartierne De Radikale og SF samt Venstre og De Konservative præsenteres aftale tirsdag.

KØBENHAVN:Regeringen, Venstre, De Radikale, SF og De Konservative er enige om en grøn skattereform.

Det oplyser Finansministeriet i en pressemeddelelse.

Selve aftalen og detaljerne i den præsenteres tirsdag klokken 15.30. Anført af finansminister Nicolai Wammen (S) og skatteminister Morten Bødskov (S).

Det er dog værd at bemærke, at regeringens støtteparti Enhedslisten i modsætning til De Radikale og SF ikke er med i aftalen efter forhandlinger mandag.

Enhedslistens klimaordfører, Mai Villadsen, kalder aftalen for "et kæmpe tilbageskridt for den grønne omstilling at udskyde beslutningen om en ensartet CO2-afgift mange år frem i tiden".

- Regeringen og partierne bag aftalen har syltet beslutningen om den nødvendige CO2-afgift.

- Den afgift er det vigtigste redskab ifølge nærmest alle eksperter, men nu har regeringen fået selv partier som Radikale og SF med på at parkere beslutningen i flere år. Det er virkelig skuffende, siger hun i en pressemeddelelse.

De Radikale afviser, at aftalen er uden en CO2-afgift. Aftalen indebærer, at der skal indføres en CO2-afgift, lyder det fra det andet støtteparti.

Netop en CO2-afgift er et hovedpunkt i en grøn skattereform. Uenigheden handler om, hvornår den kan indføres. En CO2-afgift var i øvrigt ikke med i regeringens udspil.

Tværtimod skrev regeringen i sit udspil, at "det endnu ikke er muligt at lave en tilstrækkelig god beskatningsmodel for en CO2-afgift, der kan virke i praksis."

Mandag gentog Venstre, De Konservative og De Radikale Venstre deres krav om en ensartet CO2-afgift, der er fuldt indfaset i 2030.

En CO2-afgift skal være medvirkende til målet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030 sammenlignet med niveauet i 1990.

Regeringen fremførte i sit udspil, at der vil være praktiske udfordringer med at beskatte CO2-udledningen. Som eksempel pegede regeringen på de dele af landbruget, hvor udledningen ikke stammer fra energiforbrug.

I stedet foreslog regeringen at hæve energiafgiften i stedet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden