Regeringen lukker huller i kommunalreform

Nu er regeringen klar med opskriften på, hvordan kommuner og regioners samarbejde bliver helt perfekt.

Regeringen lukker huller i kommunalreform

Efter det med evalueringen af kommunalreformen blev slået fast, at der er rum for forbedringer i samarbejdet mellem kommuner og regioner, er regeringen nu klar med en plan.

Danskerne skal opleve bedre sammenhæng i behandlingen og et passende specialiseret tilbud, uanset hvor i landet man bor.

- Det er afgørende, at borgeren får den hjælp, der er brug for, uanset om vedkommende skal have den af kommunen eller regionen, siger økonomi- og indenrigsminister, Margrethe Vestager (R).

Blandt de konkrete tiltag, regeringen vil indføre, er en opgradering af Socialstyrelsens rolle.

Fremover får styrelsen til opgave at sikre, at kommunerne har de fornødne tilbud til målgrupper med meget specialiserede behov. I yderste instans betyder det, at styrelsen kan pålægge kommunerne at etablere særlige tilbud.

Et andet element er, at samarbejdet mellem kommuner og sygehuse skal gøres mere smidigt. Derfor skal sygehusene nu nøje beskrive patienternes behov ved udskrivning, så kommunerne kan følge op med de helt rigtige tilbud.

- For eksempel duer det ikke, at patienter med alvorlig hjerneskade bliver forsinkede i genoptræningen, fordi de bliver "tabt" i overgangen fra sygehuset til kommunen.

- Og borgere med behov for specialiserede socialtilbud skal ikke bo et bestemt sted i landet for at være "heldige" at få det rigtige tilbud, siger Margrethe Vestager.

Evalueringen af kommunalreformen blev offentliggjort for to måneder siden.

Konklusionen var overordnet positiv, selvom opfordringen samtidig var at styrke samarbejdet mellem regioner og kommuner og sikre, at specialiseret viden ikke går tabt.

Og ifølge Margrethe Vestager er det netop det, der skal finpoleres fuldstændig med regeringens udspil til en justering af kommunalreformen.

- Evalueringen har vist, at kommunalreformen i store træk har skabt en stærk struktur både økonomisk og fagligt. Nu får vi de sidste hjørner med, så vi sikrer bedre kvalitet og sammenhæng i tilbuddene for borgerne, siger hun.

Regeringen iværksatte et serviceeftersyn af kommunalreformen i februar 2012.

Evalueringen fokuserede på fire områder: sundhed, det specialiserede social- og undervisningsområde, miljø og regional udvikling.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst