Regeringen: Offentlig kvalitet skal måles

København: Offentlige institutioner skal måles ved en kvalitetstavle, hvor brugerne spørges. Desuden skal borgerne kunne granske det offentlige på internetportalen borger.dk. Endelig skal brugerne lettere kunne se, hvor meget de og staten betaler for offentlige ydelser som ved en tandlægeregning. Det fremgår af regeringens oplæg om frit valg og brugernes ansvar i en kvalitetsreform. Oplægget rummer 30 initiativer, som regeringen torsdag drøfter ved et møde i Skejby ved Århus med kommuner, regioner og fagforeninger. Det er det første af fem møder om kvalitetsreformen indtil maj 2007. Det oplyste indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i går. Han understregede, at initiativerne skal udvikles i fællesskab. Farver eller smileys Regeringen har hidtil fået 50 oplæg om frit valg fra blandt andet fra Danske Regioner og Dansk Sygeplejeråd. Siden 2001 er det indført for børne- og ældreinstitutioner samt på sygehuse. Det skal udvikles for psykiatriske patienter, plejebolig, hjemmehjælp og hjælpemidler. Samtidig skal offentlige tilbud kunne sammenlignes på plejehjem eller en børneinstitution, sagde Lars Løkke Rasmussen. Stat, kommuner, regioner, brugere og ansatte skal udvikle én fælles kvalitetstavle for godt 7000 offentlige børne- og ældreinstitutioner. Det kan enten ske ved en farveskala eller smileys, som systematisk måler borgernes tilfredshed på få punkter. Det nytter ikke, at 98 kommuner hver skal opfinde den dybe tallerken, mente han. - På alle institutioner, som yder borgernær service, har man en kvalitetstavle ved indgangen. Her kan man på en let og overskuelig måde få en øjeblikstemperatur på, hvordan kvaliteten ser ud i denne institution, sagde Lars Løkke Rasmussen om forslaget. Daginstitutioner kan f.eks. måle børns sprogfærdigheder. Generelt kan institutionerne måle, om brugerne er tilfredse med de fysiske rammer eller omsorg for børnene. De kan eksempelvis måles over internet, som 95 procent af forældrene har adgang til. Halvanden million danskere skal jævnligt spørges om institutioners kvalitet, sagde han. Tal frem i lyset - Dette skal medvirke til at skabe flere varme hænder. Vi skal finde ud af, hvad der gør forskellen, sagde Lars Løkke Rasmussen. Desuden skal der udvikles den ny portal borger.dk. Her kan borgerne få én fælles indgang til det offentlige. Samtidig vil regeringen vise udgifter i offentlige institutioner. I daginstitutioner betaler forældre f.eks. 25 procent af hele prisen. Det skal fremgå ligesom på el- eller tandlægeregningen, forklarede han. Sygehuse bør ikke opgøre udgiften pr. patient. Sygehuse kan lettere sammenlignes på sundhedskvalitet.dk generelt med f.eks. hygiejne og patientkontakt. Desuden kan enkelte afdelinger vise, hvor godt de opererer f.eks. hofter og hjerter, sagde han. Regeringen afviser mere brugerbetaling i det offentlige. Kvaliteten kan udvikles med en lønreform, hvor f.eks. ledere aflønnes delvis efter resultater, mente Lars Løkke Rasmussen. Efter torsdagens møde i Skejby om frit valg holder regeringen fire andre møder: Om sammenhæng i service f.eks. for kræftbehandling, klare mål, konkurrence og mest kvalitet for pengene samt ledelse og motivation. /ritzau/