EMNER

Regeringen opgiver hovedkvarter i Irak

Men ja til stabiliseringsstyrke på 380 mand

KØBENHAVN:Regeringen opgav i aftes planerne om at sende 360 danske soldater til Irak for at bemande et brigadehovedkvarter, efter at Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre sagde fra. Danmark nøjes nu med at sende en stabiliseringsstyrke på 380 mand af sted fordelt på en opklaringseskadron, en sanitetsdeling og 20-25 politifolk, oplyste statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) efter et møde med S, R og KRF i Statsministeriet. - Da regeringen og Dansk Folkeparti lægger meget vægt på, at der er en bred enighed om denne indsats, vil vi svare amerikanerne, at vi ikke ser os i stand til at stille op til et brigadehovedkvarter, sagde statsministeren. Han noterede samtidig med tilfredshed, at der er udsigt til bred enighed om at sende stabiliseringsstyrken på 380 mand af sted. Socialdemokraterne gav i går tilsagn om at støtte udsendelsen. De Radikale og Kristeligt Folkeparti er ikke umiddelbart parat til at sige ja, fordi de foretrækker, at humanitær bistand kommer til at udgøre hovedvægten i den danske bistand til genopbygningen af Irak efter krigen. Statsminister Anders Fogh Rasmussen håber dog, at de to partier ender med at stemme for udsendelsen, når det beslutningsforslag, der danne grundlaget, behandles i Folketinget i næste uge. - Resultatet bliver nu, at vi sender godt 400 mand soldater og politi oven i den humanitære genopbygningspakke på 350 millioner kroner, som vi allerede har bevilget. Det var regeringens oprindelige udspil, og det er meget glædeligt, at det er der nu et meget bredt flertal i Folketinget, der står bagved, sagde Anders Fogh Rasmussen. Han afviste, at han er skuffet over, at Danmark nu må sige nej til USA's forslag om, at Danmark bemander hovedkvarteret for en af de 15 brigader, der skal hjælpe Irak til at komme på fode efter Saddam Husseins regime. - Det er et meget markant bidrag, Danmark i forvejen yder. I forhold til Danmarks størrelse er det meget flot, at vi både bevilger 350 millioner kroner til nødhjælpsarbejde og til genopbygning af Irak og ved siden af det sikrer, at nødhjælpsarbejdet kan finde sted under betryggende vilkår ved at vi sender soldater til at beskytte nødhjælpskolonner, og ved at vi sender politi til at genoprette ro og orden. Det er absolut nogle bidrag, vi kan være bekendt, sagde Anders Fogh Rasmussen. Forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) mødtes i går i Aalborg med sin norske kollega, som vil overveje, om Norge også vil stille tropper til en danskledet styrke.