Regeringen overvejer højere tobakspriser

Både Konservative og DF går ind for højere priser, og nu har finansministeren sat regnemaskinen i gang.

Regeringen går ind for skattestop. Men man må også tage med i overvejelserne, at mange unge begynder at ryge, siger finansminister Kristian Jensen (V). Foto: Tariq Mikkel Khan/arkiv/Ritzau Scanpix

Regeringen går ind for skattestop. Men man må også tage med i overvejelserne, at mange unge begynder at ryge, siger finansminister Kristian Jensen (V). Foto: Tariq Mikkel Khan/arkiv/Ritzau Scanpix

På den ene side er regeringens politiske udgangspunkt et skattestop. På den anden side er det et alvorligt problem, at mange unge begynder at ryge.

Sådan opridser finansminister Kristian Jensen (V) det dilemma, VLAK-regeringen står i i spørgsmålet om højere afgifter på cigaretter og anden tobak.

Efter et møde med Dansk Folkeparti om næste års finanslov har han sat sine embedsmænd til at regne på højere tobaksafgifter.

- Vi er nødt til at tage med i vores overvejelser, at der er rigtig mange unge, som desværre begynder at ryge, blandt andet fordi cigaretter er relativt billige i Danmark, siger Kristian Jensen.

Regeringspartiet De Konservative mener, at afgifterne skal hæves så meget, at en pakke cigaretter kommer op på at koste 60 kroner mod i dag omkring 40 kroner.

Og Dansk Folkeparti har forud for torsdagens finanslovsforhandlinger over for netmediet PolicyWatch talt for en model med årlige prisstigninger på 1,8 procent.

Omvendt er regeringspartiet Liberal Alliance imod højere afgifter.

- Liberal Alliance er ikke et parti, som mener, at nogle skatter og afgifter er for lave, har sundhedsordfører May-Britt Kattrup tidligere fastslået over for Ritzau.

Kristian Jensen har ikke lagt sig fast på, hvad han selv mener.

- Jeg er åben over for at drøfte, hvad der skal ske. Er det at gemme cigaretter væk, som er virkningsfuldt? Eller er det prisen - i givet fald hvordan? Det er jeg villig til at kigge på, siger han.

På forhandlingsmødet torsdag diskuterede regeringen og DF også andre afgifter.

Regeringen har sat 135 millioner kroner af til at sænke punktafgifter. Står det til DF, kan alle pengene bruges til at sænke afgiften på slik og chokolade.

Kristian Jensen ser gerne, at der også bliver råd til at fjerne affaldsgebyret for mindre virksomheder. Og også gerne på elvarme i sommerhuse.

Ifølge beregninger fra den liberale tænketank Cepos vil det give 350 millioner kroner ekstra i statskassen, opgjort i 2025, hvis afgifterne på tobak stiger med 1,8 procent om året.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.