Danmark

Regeringen udpeger mulige havmøllerområder

Regeringen er klar med et bud på, hvor de kystnære møller, der skal sættes op de kommende år, skal stå.

Regeringen udpeger mulige havmøllerområder

Store havvindmøller nær kysten vil skyde op mange steder i de kommende år. Og nu har regeringen udpeget 16 områder, hvor de kan blive sat op, skriver DR Nyheder.

Placeringen ser fornuftig ud, mener Danmarks Naturfredningsforening.

- I det udkast, jeg har set, der ser det ud som om, at man har fundet en god balance mellem hensynet til klimaet og hensynet til vores naturværdi, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, der er præsident i Danmarks Naturfredningsforening, til DR Nyheder.

Forslaget skal nu sendes i høring, og Ella Marua Bisschop-Larsen understreger, at Danmarks Naturfredningsforening sammen med en lang række andre organisationer og interessenter skal nærstudere regeringens udspil til, hvor havmøller i fremtiden kan komme til at stå.

I marts 2012 indgik alle partier i Folketinget på nær Liberal Alliance et energiforlig, der betyder, at havmøller med en samlet kapacitet på 500 MW skal stilles op i kystnære områder i Danmark inden 2020.

Og til at finde den bedst mulig placering for de nye havmøller har regeringen nedsat Havmølleudvalget med repræsentanter fra Energistyrelsen, Naturstyrelsen, Søfartssyrelsen, Energinet.dk og Risø-DTU.

For at finde frem til de 16 områder har Havmølleudvalget taget højde for alt lige fra færgeruter, havdybder, luftfart, vindforhold, naturgasledninger og ikke mindst den visuelle betydning, at det får for et område, når man sætter store møller op.

Ud over de kystnære møller indeholder energiforliget også to store havvindmølleparker fjernt fra land på tilsammen yderligere 1000 MW. De skal opstilles ved Kriegers Flak i Østersøen og Horns Rev i Vesterhavet.

/ritzau/