Udlændingepolitik

Regeringen venter at kun 25 flygtninge vil hæve kontantbonus

Forslag om at give penge til flygtninge, der venter med at hente familie til Danmark, kritiseres af S og DF.

Et fåtal af flygtninge vil tage imod penge for til gengæld at udskyde retten til at hente deres familie til Danmark.

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten blandt andet på baggrund af et internt notat i regeringen, der danner grundlag for forhandlinger med Dansk Folkeparti.

Forslaget er centralt i det såkaldte paradigmeskift i udlændingepolitikken, der forhandles i øjeblikket.

Det går ud på at tilbyde de godt 4500 hovedsageligt syriske flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus en kontant ydelse på 1000 kroner om måneden for hver person, de udskyder at blive familiesammenført med. Dog maksimalt to personer.

Men i et notat, som Jyllands-Posten er i besiddelse af, vælger regeringen at regne med, at 25 personer vil benytte sig af muligheden.

- Det er i nedenstående skøn beregningsteknisk forudsat, at 25 personer, heraf 15 voksne, årligt ønsker at udskyde muligheden for familiesammenføring, står der i notatet.

Til sammenligning står der i notatet, at "et forsigtigt skøn" er, at antallet af familiesammenførte personer "vil udgøre i størrelsesordenen 1000-2000 i perioden 2018-2020".

Tallene er behæftet med usikkerhed, da det afhænger af, hvor mange flygtninge der kommer, og hvor mange familiemedlemmer de har ret til at få til Danmark.

Dansk Flygtningehjælps asylchef, Eva Singer, vurderer, at et meget begrænset antal flygtninge vil tage imod tilbuddet.

- Der er tale om familiemedlemmer, der er internt fordrevet eller måske i en flygtningelejr i nærområdet. De befinder sig ofte i en farlig situation, siger hun til Jyllands-Posten.

Selv om S støtter intentionerne i paradigmeskiftet, har partiet afvist forslaget om en kontantbonus.

- Det står nu helt klart, at det her er ren symbolpolitik, siger udlændingeordfører Mattias Tesfaye (S).

DF lægger afstand til forslaget:

- Det er et forslag, regeringen er kommet med. Det batter jo overhovedet ikke noget, siger udlændingeordfører Martin Henriksen (DF) til Jyllands-Posten.

Udlændingeminister Inger Støjberg (V) har ikke ønsket at stille op til interview med avisen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst