Regeringen vil give 140 millioner til vacciner til fattige lande

Ingen er sikre, før alle er sikre, siger udviklingsminister om millionbidrag til vacciner til fattige lande.

Vaccinen fra Pfizer og BioNTech opbevares ved minus 70 grader. Den kan holde fem dage i køleskab. (Arkivfoto).

Vaccinen fra Pfizer og BioNTech opbevares ved minus 70 grader. Den kan holde fem dage i køleskab. (Arkivfoto).

KØBENHAVN:Coronapandemien kræver globalt modsvar. Og derfor skal de fattige lande også med og have vacciner mod coronavirus.

Det mener Danmarks minister for udviklingssamarbejde, Flemming Møller Mortensen (S). Han oplyser, at regeringen vil afsætte 140 millioner kroner til formålet.

- Når en pandemi rammer verden, er der også brug for fælles globale modsvar. Og derfor er der virkelig behov for, at vi sikrer, at også den fattigste del af verden kan blive vaccineret mod covid-19.

- Nu er vaccinen ved at være klar. Og vi har sikret vacciner til den danske befolkning. Derfor skal vi også sørge for, at de fattigste lande får del af vaccinerne. Det er også i dansk interesse, fordi ingen er sikre, før alle er sikre, siger Flemming Møller Mortensen.

50 af millioner skal gå til det internationale vaccinesamarbejde Covax, som skal sikre en milliard vaccinedoser til 92 lav- og mellemindkomstlande inden udgangen af 2021.

Samarbejdet betegner Flemming Møller Mortensen som "verdenshistoriens mest omfattende".

Samtidig vil regeringen give 50 millioner kroner til en afdeling i nødhjælpsorganisationen Unicef, som med base i København har til opgave at indkøbe og fordele vacciner på vegne af Covax.

Unicef skal også hjælpe med at udrulle vaccinationsprogrammer for sårbare grupper i udviklingslande.

De to bevillinger skal godkendes af Finansudvalget.

Derudover vil regeringen støtte et program hos Verdensbanken med 40 millioner kroner.

Programmet skal blandt andet øge adgangen til grøn elektricitet for sundhedsklinikker i Afrika, så vaccinerne kan opbevares ved rette temperatur.

Eksempelvis skal vaccinen fra Pfizer og BioNTech opbevares ved minus 70 grader. Den kan holde fem dage i køleskab.

Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde torsdag, at de første danskere forhåbentligt kan vaccineres før den 27. december.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.