Sundhed

Regeringen vil give alle motorcyklister styrthjelm på

I et udspil lægger regeringen op til at sløjfe mulighed for at køre uden styrthjelm for motorcyklister.

Motorcyklister landet over kan godt begynde at kigge sig om efter en godkendt styrthjelm. Regeringen vil i et nyt udspil fratage muligheden for at køre uden styrthjelm. (arkivfoto)

Motorcyklister landet over kan godt begynde at kigge sig om efter en godkendt styrthjelm. Regeringen vil i et nyt udspil fratage muligheden for at køre uden styrthjelm. (arkivfoto)

KØBENHAVN:Knallertkørere og motorcyklister skal ikke længere drøne rundt på gader og stræder uden styrthjelm på.

Det mener regeringen, skriver Transport-, Bygnings- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) og sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) præsenterer torsdag et forslag, der skal gøre det umuligt for knallert- og motorcykelkørere at blive fritaget for at køre med styrthjelm.

Som reglerne er i dag, kan man slippe for at køre med hjelm, hvis man har en lægeattest. Eller hvis der er tale om en ikke-lægelig grund - eksempelvis fordi man bærer turban.

Forslaget fremsættes først og fremmest for kørernes egen skyld, understreger Ole Birk Olesen i pressemeddelelsen.

- Der er markant højere risiko for at blive dræbt eller alvorligt skadet i trafikken, når man kører på knallert eller motorcykel sammenlignet med andre transportformer.

- Det er derfor afgørende for knallert- og motorcykelkøreres trafiksikkerhed, at man bærer styrthjelm, og derfor bør der ikke være nogen undtagelser, siger Ole Birk Olesen.

Samtidig sætter regeringen ind for at forhindre trusler og snyd med lægeerklæringer, fortæller Ellen Trane Nørby.

- Det er jo næppe alle sammen, der har en god lægelig grund til det. Vi skal selvfølgelig på ingen måde acceptere rockertyper, der enten snyder eller decideret truer sig til en lægeerklæring, der giver dem en dispensation til at køre motorcykel uden hjelm, lyder det fra ministeren.

Hvor stort problemet med ubegrundede lægeerklæringer er, ved regeringen ikke konkret. Det bygger på en antagelse, forklarer Ole Birk Olesen.

- Det er en meget klar fornemmelse, siger ministeren til Ritzau.

- Man kan se i gadebilledet, at mange kører uden hjelm. Jeg kan ikke se eller tro på, at de har deforme hovedet eller klaustrofobi, der gør, at de ikke kan tage en hjelm på hovedet, siger han.

Personer, der har en reel lægelig grund til at køre uden hjelm, bør slet ikke køre, mener ministeren.

- Det er simpelthen for usikkert. Det, du fejler, som gør, at du ikke kan køre med hjelm, gør, at du ikke skal køre motorcykel, siger Ole Birk Olesen.

Motorcyklister og knallertkørere kan ikke tage en hvilken som helst hjelm på. Ifølge loven skal hjelmen være udstyret med et synligt godkendelsesmærke.

Desuden må man ikke male eller udsmykke sin hjelm, medmindre det er godkendt af fabrikanten.

Regeringens forslag sendes i høring 1. november. Står det til regeringen, træder de nye regler allerede i kraft 1. januar.

Eksisterende lægeerklæringers gyldighed skal ifølge planen ophøre senest 1. juli.

/ritzau/