Regeringen vil give dødssyge ret til flere sygedagpenge

Begrænsning på sygedagpenge for dødssyge patienter, skal afskaffes med regeringens nye udspil på området.

Regeringen vil give dødssyge ret til flere sygedagpenge

Regeringen vil afskaffe varighedsbegrænsningen på sygedagpenge, så ingen skal stå uden forsørgelse, og sygemeldte skal have hurtigere og bedre indsats end i dag.

Det viser en ny sygedagpengemodel, som Beskæftigelsesministeren har fremlagt torsdag.

Den nye model koster cirka 130 millioner kroner årligt og indeholder et forslag om at sikre, at personer med en livstruende sygdom, der ikke kan få forlænget sygedagpenge på nuværende tidspunkt, kan fortsætte ubegrænset.

Dem, der ikke falder ind under denne kategori og altså ikke kan få forlænget, starter i et såkaldt ressourceforløb, hvor man som sygemeldt modtager en ydelse der i niveau svarer til kontanthjælp. Den er ikke afhængig af formue eller ægtefællens indkomst.

Bemærkelsesværdigt er det, at regeringen lægger op til, at alle sygemeldte fremover skal have revurderet deres sag allerede efter seks måneder frem for efter de 12, som er praksis i dag.

Men Beskæftigelsesminister, Mette Frederiksen (S) mener ikke, at der er tale om en forringelse. Tværtimod.

- Det her er ikke en spareøvelse. Vi kommer faktisk til at bruge flere penge i fremtiden på området. Den tidlige indsats er helt afgørende for at lykkes med få folk tilbage i beskæftigelse.

- Jeg vedkender mig, at der for en meget lille gruppe vil være en ydelsesreduktion. Men det er ikke en forringelse i mine øjne. Vi holder hånden under dem, der står uden forsørgelse, blandt andet ved at indsætte en stærkere tværfaglig indsats.

- På den måde fjerner vi også den usikkerhed, der er hos folk på sygedagpenge. Vi vil hellere bruge pengene på aktiv indsats end på passiv ydelse, siger hun.

De livstruende sygdomme, som indkasserer ubegrænset sygedagpenge, omfatter blandt andet kræft - med undtagelse af hudkræft og forstadie til kræft - blodprop i hjertet med efterfølgende nedsat hjertefunktion, hjertestop med efterfølgende hjerneskade og svære hjertesvigt.

Udvælgelsen er sket i samarbejde med blandt andet lægeforeningen, men Mette Frederiksen er ikke afvisende overfor, at andre sygdomme kan blive tilføjet.

- Jeg lytter selvfølgelig til den sundhedsfaglige diskussion, for vi skal naturligvis have en ordentlig liste. Så det er klart at skulle Sundhedsstyrelsen konkludere, at der mangler en sygdom, lytter vi naturligvis, siger hun.

Hvert år modtager cirka 430.000 sygedagpenge, hvoraf 4 procent, 27.000 personer, er sygemeldt efter et år.

19.000 bliver samlet op af de nuværende syv forlængelsesregler, så de kan beholde deres sygedagpenge. Men denne plan skulle altså løse det problem, at 8.000 hvert år falder for varighedsbegrænsningen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst