Regeringen vil give kontanthjælpsmodtagere jobbonus

Regeringen vil give 1500 kroner skattefrit til folk på kontanthjælp, som selv finder et job, skriver medier.

Regeringen præsenterer søndag endnu et udspil, der skal "gøre det mere attraktivt at arbejde".

Ifølge DR Nyheders oplysninger foreslår regeringen, at folk der har været på kontanthjælp i lang tid, skal have en kontant bonus, hvis de får et job.

Ifølge Jyllands-Posten skal den skattefri præmie gives til kontanthjælpsmodtagere, der selv formår at skaffe sig et arbejde.

Sådan lyder endnu et af regeringens vækstinitiativer, som finansminister Bjarne Corydon (S) og økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) ventes at præsentere på et pressemøde, der er indkaldt til søndag klokken 13.

Regeringen kalder det en "jobbonus", og der er ifølge DR Nyheder og Jyllands-Posten tale om en skattefri bonus på op til 1500 kroner om måneden.

Det er regeringens ambition, at den skal træde i kraft 1. juli og gælde resten af året, skriver DR Nyheder.

Forslaget er et af cirka 50 vækstinitiativer fra regeringen og det sidste initiativ i regeringens vækstpakke.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.