Regeringen vil ikke hjælpe danskere med afdragsfrie lån

Ifølge Annette Vilhelmsen vil udløbet af afdragsfrie lån ikke skabe store problemer for de berørte danskere.

Regeringen vil ikke hjælpe danskere med afdragsfrie lån

Danskere med afdragsfrie lån, som snart udløber, skal ikke regne med en hjælpende hånd fra regeringen.

Ifølge erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) vil udløbet af afdragsfrie lån ikke skabe store problemer for langt de fleste berørte danskere, og regeringen vil ikke gribe ind for at lempe lovgivningen på området.

Det fastslår ministeren, efter at Erhvervs- og Vækstministeriet tirsdag har offentliggjort en analyse af gældsudgifter i husholdninger med udløb af afdragsfrihed, og som har en høj belåningsgrad.

- Analysen viser, at langt de fleste husholdninger, som ikke kan få fornyet afdragsfriheden fuldt ud, vil kunne håndtere situationen, siger Annette Vilhelmsen og fortsætter:

- De husholdninger, der ikke ønsker at bevare deres nuværende lån, har gode alternativer. Enten omlægning af hele lånet til et nyt 30-årigt realkreditlån med afdrag eller et nyt afdragsfrit realkreditlån op til de 80 procent kombineret med et banklån.

Den Internationale Valutafond (IMF) har opfordret Danmark til at udfase de afdragsfrie lån, hvis Danmark skal undgå en yderligere destabilisering af boligmarkedet.

IMF stiller sig samtidigt skeptisk over for en eventuel redning af de nødstedte danske boligejere, fordi lånene i mange andre lande er forbudt, og fordi der er en stor risiko forbundet med låntypen.

Ifølge Annette Vilhelmsen har den danske regering ingen planer om at lempe lovgivningen.

- Jeg vil gerne understrege, at regeringen ikke vil lempe lovgivningen på dette område. For mig er det vigtigt, at vi værner om tiltroen til det særlige danske realkreditsystem. Det har tjent os godt gennem den seneste krise, siger Annette Vilhelmsen i en pressemeddelelse.

Det internationale kreditvurderingsinstitut Standard & Poor's vurderer, at de afdragsfri lån har svækket det danske realkreditmarked, der er på 2900 milliarder kroner. Det er 3,2 gange mere end danskernes disponible indkomst. Heraf er 56 procent af lånene afdragsfri.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.