Regeringen vil lade tankstationer og kiosker afvise kontanter

Flere butikker skal have lov til at sige nej til at modtage kontanter og udelukkende modtage kortbetaling.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) lægger op til, at det skal være muligt for blandt andet kiosker og benzinstationer at afvise kontanter. (Arkivfoto).

Erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) lægger op til, at det skal være muligt for blandt andet kiosker og benzinstationer at afvise kontanter. (Arkivfoto).

KØBENHAVN:Regeringen vil lade flere butikker selv bestemme, om de vil tage imod kontanter.

Det skriver DR Nyheder.

Som reglerne er nu, skal alle butikker med få undtagelser tage imod mønter og sedler.

Men nu skal benzinstationer, kiosker og tøjbutikker kunne nægte at tage imod kontanter.

Det skal lette byrder og øge sikkerheden for butikkerne, mener erhvervsminister Rasmus Jarlov (K).

- Der er færre, der bruger kontanter i dag, og derfor mener vi, at der skal være en balance mellem det besvær og den sikkerhedsrisiko, som vi pålægger erhvervsdrivende og så den fordel, det er at tage imod kontanter, siger han til DR.

I 2017 trådte en lov i kraft om, at butikker kan afvise at modtage kontanter i ydertimerne - mellem klokken 22 og 06.

Butikker i områder med høj risiko for røverier kan afvise kontanter allerede fra klokken 20.

Det er denne ordning, som regeringen nu lægger op til at udvide.

Brancheorganisationen Dansk Erhverv glæder sig over, at flere butikker med regeringens forslag vil få lov til at sige nej til kontanter.

- Det handler om sikkerhed for medarbejderne. Når der sker røverier, så er det kontanter, røverne går efter. Ved at sige nej til at have kontanter i butikkerne kan man reducere mængden af røverier betragteligt, siger chefkonsulent Henrik Sedenmark til Ritzau.

Det bør ifølge Dansk Erhverv være op til alle butikker at sige nej til kontanter og kun acceptere kortbetaling.

Selv om regeringen vil lempe ordningen, er der fortsat en lang række forretninger og butikker, der vil være forpligtet til at modtage klingende mønt og krøllede sedler.

Dagligvarebutikker, postforretninger, læger, apoteker og andre butikker med centrale samfundsfunktioner vil ikke få gavn af lempelsen.

Forbrugerrådet Tænk er derimod bekymret over, at flere butikker får mulighed for at sige nej til kontant betaling.

- Der er grupper i samfundet, der ikke har andre muligheder end at betale med kontanter. Der er unge, gamle, handicappede, socialt udsatte, og dem er vi altså også nødt til at tage hensyn til, når vi tilrettelægger lovgivningen, siger seniorøkonom Troels Holmberg til DR.

Det er da heller ikke alle, der vil benytte sig af eventuelle nye muligheder. På OK-tanken vil man stadig kunne betale med kontanter, siger administrerende direktør i OK Plus Michael Djarnis.

- Vi synes, det er en service for vores kunder, at vi stadig tager imod kontanter, siger han.

Lempelse af kontantreglen vil kræve et flertal i Folketinget. I 2015 foreslog den daværende S-R-regering samme lempelser, som dog aldrig blev vedtaget.

Og hos Dansk Folkeparti er erhvervsordfører Hans Kristian Skibby imod.

- Vi mener ikke, at alle forbrugere er klar til butikker uden kontanter, siger han.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.