Arbejdsmarked

Regeringen vil med lovforslag hente arbejdskraft i udlandet

Regeringen forsøger igen at få sænket grænsen for, hvad en udlænding skal tjene for at få arbejde i Danmark.

Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører Mattias Tesfaye afviser, at Socialdemokratiet kan støtte regeringens lovforslag, som skal gøre det lettere for virksomheder at hente arbejdskraft i udlandet. Med forslaget vil regeringen blandt andet gerne have sænket grænsen for, hvad en udlænding uden for EU skal tjene for at arbejde i Danmark.

Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører Mattias Tesfaye afviser, at Socialdemokratiet kan støtte regeringens lovforslag, som skal gøre det lettere for virksomheder at hente arbejdskraft i udlandet. Med forslaget vil regeringen blandt andet gerne have sænket grænsen for, hvad en udlænding uden for EU skal tjene for at arbejde i Danmark.

KØBENHAVN:Regeringens kamp for at gøre det lettere for danske virksomheder at hente udenlandsk arbejdskraft fortsætter.

Tilbage i oktober måtte regeringen ellers sande, at den ikke kunne samle de nødvendige mandater bag et udspil om at gøre det nemmere at hente udenlandske arbejdskraft.

I stedet har regeringen besluttet at gøre et forsøg i Folketingssalen og fremsætter onsdag et lovforslag, der udmønter udspillet.

- Vores lovforslag kommer til at danne baggrunden for en diskussion om, hvad vi kan gøre for at sikre et tilstrækkeligt antal medarbejdere i Danmark ved at gøre det lettere og mindre bureaukratisk at sikre, at man også kan få udenlandsk arbejdskraft til Danmark, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).

Med den gældende beløbsordning kan en udenlandsk medarbejder få lov til at arbejde i Danmark, hvis vedkommendes løn overstiger en bestemt grænse.

Den nuværende grænse er en årsløn på lige under 427.000 kroner.

Regeringen foreslår nu en ny beløbsordning med en grænse på 350.000 kroner for arbejdstagere fra tredjelande, der er på top 30 over lande, der har det største investeringsflow til og fra Danmark.

I regeringens oprindelige udspil var forslaget at sænke beløbsgrænsen til 330.000 kroner.

Men hverken Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti ville lægge stemmer til at sænke grænsen for, hvad en udlænding fra et land uden for EU skal tjene for at få arbejde i Danmark.

Da regeringen besluttede at afbryde forhandlingerne i oktober sidste år, udtalte udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), at hun håbede, at oppositionen ville komme på bedre tanker.

Men hos oppositionens største parti, Socialdemokratiet, har holdningen ikke rokket sig, siger partiets udlændingeordfører, Mattias Tesfaye. Tværtimod, lyder det fra ordføreren.

- Hvis man begynder at åbne for, at folk fra Pakistan eller Indien skal udføre helt almindeligt manuelt arbejde, så bliver det umuligt at få et job som dansker, og det vil vi ikke være med til, siger Mattias Tesfaye.

Når regeringen med lovforslaget foreslår en beløbsgrænse på 350.000 mod 330.000 kroner, som det så ud i det oprindelige udspil, er det et klart signal om, at man har lyttet til de andre partiers bekymringer, siger Troels Lund Poulsen.

- En beløbsgrænse på 350.000 kroner er med til at sikre, at det kan være faglærte medarbejdere, der kan komme hertil. Jeg deler ikke bekymringen om, at det skal være en måde at underminere det danske arbejdsmarked.

/ritzau/