Politik

Regeringen vil øge straffen for sprængninger voldsomt

I sin sikkerhedspakke vil regeringen sidestille sprængninger ved offentlige bygninger med angreb på staten.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) lægger i den kommende sikkerhedspakke op til, at straffen for sprængninger ved offentlige bygninger skal skærpes betydeligt.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) lægger i den kommende sikkerhedspakke op til, at straffen for sprængninger ved offentlige bygninger skal skærpes betydeligt.

KØBENHAVN:Står det til regeringen skal sprængninger ved offentlige bygninger, som den der fandt sted foran Skattestyrelsen i august, straffes hårdere, end drab normalt bliver straffet.

Det fremgår som en del af den sikkerhedspakke, som regeringen fremlægger torsdag formiddag.

- Sprængninger ved offentlige bygninger og institutioner skaber stor utryghed i befolkningen og er et angreb på vores fællesskab, fremgår det af af teksten i forslaget.

Ifølge forslaget vil sprængninger rettet mod offentlige bygninger og institutioner skulle sidestilles med angreb på staten. Og straframmen hæves fra 12 til 18 års fængsel.

Derudover vil regeringen skærpe straffen for at være i besiddelse af eksplosiver på offentlige steder og steder, hvor mange opholder sig, til 3,5 års ubetinget fængsel.

- Vi skal sende et meget klart signal til de kriminelle om, at det koster dyrt, hvis man kaster sig ud i den form for kriminalitet, lyder det blandt andet i et skriftligt citat fra justitsminister Nick Hækkerup (S).

Strafskærpelsen er en del af den "sikkerhedspakke", som regeringen vil fremlægge torsdag.

I et interview med Berlingske har statsminister Mette Frederiksen (S) fortalt, at pakken også vil indeholde markant mere overvågning, så man kan "overvåge bredere".

Pakken kommer, efter at statsministeren i sin åbningstale fokuserede på at øge trygheden i Danmark.

Politiets seneste tryghedsundersøgelse viser, at 86,5 procent af danskerne følte sig trygge i 2018, en lille stigning fra niveauet i 2017. I "særligt udsatte boligområder" var tallet i 2018 68,4 procent, ligeledes en lille stigning fra 2017.

Antallet af anmeldelser af "borgervendt kriminalitet" er ifølge Politiets statistiksystem faldet til 179.788 i 2018 mod 201.922 i 2017 og 258.174 i 2008.

Udspillet har mødt hård kritik fra flere af regeringens støttepartier, blandt andet Radikale.

- Vi tager stærkt afstand fra den massive udrulning af den her masseovervågning. Situationen er alvorlig, men vi skal ikke løse virkelige problemer ved at skabe falsk tryghed, sagde partiets retsordfører, Kristian Hegaard, tidligere onsdag.

Forslaget har dog fundet støtte fra blandt andre Venstre og Konservative.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst