Regeringen: Alle motorcyklister skal køre med styrthjelm

I et udspil lægger regeringen op til at fratage dispensationer for at køre med styrthjelm for motorcyklister

Ritzau
Arkivfoto: Michael Koch
Politik 1. november 2018 07:06 - Opdateret 1. november 2018 09:23

DANMARK: Knallertkørere og motorcyklister skal ikke længere drøne rundt på gader og stræder uden styrthjelm på.

Det mener regeringen, skriver Transport-, Bygnings- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.

Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) og sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) præsenterer torsdag et forslag, der skal gøre det umuligt for knallert- og motorcykelkørere at blive fritaget for at køre med styrthjelm.

Som reglerne er i dag, kan man slippe for at køre med hjelm, hvis man har en lægeattest. Eller hvis der er tale om en ikke-lægelig grund - eksempelvis fordi man bærer turban.

Forslaget fremsættes først og fremmest for kørernes egen skyld, understreger Ole Birk Olesen i pressemeddelelsen.

- Der er markant højere risiko for at blive dræbt eller alvorligt skadet i trafikken, når man kører på knallert eller motorcykel sammenlignet med andre transportformer.

- Det er derfor afgørende for knallert- og motorcykelkøreres trafiksikkerhed, at man bærer styrthjelm, og derfor bør der ikke være nogen undtagelser, siger Ole Birk Olesen.

Samtidig sætter regeringen ind for at forhindre trusler og snyd med lægeerklæringer, fortæller Ellen Trane Nørby.

- Vi har jo nok alle set ude på vejene, at der er en del rockere på motorcykler, der kører rundt uden styrthjelm, siger hun.

- Det er jo næppe alle sammen, der har en god lægelig grund til det. Vi skal selvfølgelig på ingen måde acceptere rockertyper, der enten snyder eller decideret truer sig til en lægeerklæring, der giver dem en dispensation til at køre motorcykel uden hjelm, lyder det fra ministeren.

Motorcyklister og knallertkørere kan ikke tage en hvilken som helst hjelm på. Ifølge loven skal hjelmen være udstyret med et synligt godkendelsesmærke.

Desuden må man ikke male eller udsmykke sin hjelm, medmindre det er godkendt af fabrikanten.

Regeringens forslag sendes i høring 1. november. Står det til regeringen, træder de nye regler allerede i kraft 1. januar.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...