Regeringen vil skabe mere klinisk forskning og eksport

Fredag præsenterer regeringen en vækstplan for life science-sektoren, som skal gavne biovidenskaben i Danmark.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) præsenterer regeringens vækstplan for life science-sektoren. Foto: Scanpix/Henning Bagger/arkiv
Politik 1. marts 2018 22:00

Virksomheder inden for life science - eller biovidenskab - skal blive bedre til at samarbejde med hospitaler.

Og der skal være mere klinisk forskning i Danmark til gavn for forskningsmiljøet, patienter og læger.

Det er målet med regeringens vækstplan for life science, som præsenteres fredag. Planen skal skabe vækst for virksomheder som Novo, Lundbeck og Leo Pharma.

- Det er vigtigt, at vi får tiltrukket klinisk forskning til Danmark, fordi det skaber vækst, og fordi det bidrager til det danske sundhedsvæsen, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).

Sammen med sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) og uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) præsenterer han vækstplanen.

Klinisk forskning er et vigtigt element for udviklingen af lægemidler og medicinsk udstyr. Kliniske forsøg af lægemidler og afprøvning af medicinsk udstyr er en forudsætning for godkendelse af produkterne.

For at skabe mere klinisk forskning i Danmark vil regeringen blandt andet oprette en national organisation. Den skal tiltrække flere udenlandske virksomheder til Danmark.

Der skal fjernes eller lettes på gebyrerne for kommercielle sponsorer, som vil gennemføre kliniske forsøg i Danmark.

Og der skal være et servicetjek af reglerne, der styrer, hvordan kommercielle virksomheder er tilknyttet det offentlige i kliniske forsøg.

- Konkurrencen på det her område er enorm. Klinisk forskning er lig med, at man udvikler produkter i sit eget land.

- På globalt plan har der været en stigning i klinisk forskning, specielt i USA, Indien og Kina. Men den vækst har vi ikke fået i Danmark. Det er vores ønske at styrke Danmarks position, siger Brian Mikkelsen.

Life science har de seneste 20 år etableret sig som et af Danmarks største og mest konkurrencedygtige eksporterhverv.

Ifølge Erhvervsministeriet er eksporten i løbende priser gået fra at være under 20 milliarder kroner i 1996 til 107 milliarder kroner i 2016.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...