Regeringen vil vente med at have en holdning til bankunion

En arbejdsgruppe har afleveret et rapport om EU's bankunion. Regeringen afviser dog at have holdning.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) vil ikke have en holding til, om Danmark skal gå ind i EU's bankunion endnu.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) vil ikke have en holding til, om Danmark skal gå ind i EU's bankunion endnu.

KØBENHAVN:Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har behov for "større klarhed", inden regeringen har en holdning til dansk tiltrædelse af en bankunion.

Det skriver han i en pressemeddelelse i forbindelse med rapport om bankunionen.

- Det er regeringens holdning, at der er behov for større klarhed på flere områder, inden vi kan fastlægge en holdning til dansk deltagelse.

- Regeringen vil vende tilbage til sagen, når der er større klarhed om disse spørgsmål, og når vi har haft en god offentlig debat om mulig dansk deltagelse.

- Det er regeringens holdning, at hvis vi ender med at anbefale dansk deltagelse i banksamarbejdet, bør der holdes folkeafstemning om spørgsmålet, skriver Simon Kollerup (S) i pressemeddelelsen.

Rapporten er udfærdiget af en arbejdsgruppe, der blev nedsat i 2017 for at undersøge fordele og ulemper ved at Danmark går med i EU's bankunion.

Bankunionen i EU blev skabt i forbindelse med finanskrisen. Den stiller en række krav til banker og finansielle institutioner og indeholder også en myndighed til at redde banker, der er ved at gå under.

- Det er samlet set vurderingen, at der er mange forhold, der taler for dansk deltagelse i banksamarbejdet, skriver rapporten fra arbejdsgruppen.

Der er dog fortsat en række usikkerheder ifølge arbejdsgruppen. For det første er der en række regler, der stadig er under udarbejdelse, og så spiller ting som brexit og Sveriges mulige tilgang ind.

- Det er lovende, at banksamarbejdets tilsyn med de største banker er velfungerende og af høj kvalitet, og at de væsentligste forhold af betydning for dansk realkredit nu er afklaret, skriver Simon Kollerup (S).

Bankunionen har været et politisk emne flere gange. I slutningen af 2018 sagde daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at han mente det ville være en god idé for Danmark at gå ind i bankunionen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har flere gange sagt, at Danmark kun vil gå med i bankunionen efter en Folkeafstemning.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.