Regeringenfastholder tvungen opsparing

Privatøkonomi 4. september 2002 08:00

Venstre og de Konservative afviser Dansk Folkepartis ønske om at få ophævet Den Særlige Pensionsopsparing (SP) under de kommende finanslovforhandlinger. Siden 1998 har den midlertidige ordning betydet, at alle lønmodtagere skal betale én procent af deres indkomst til en kollektiv pensionspulje. Dansk Folkeparti mener, at det efter så lang tid er på tide at få sat en udløbsdato på ordningen. Men det afviser regeringspartierne, der mener, at konjunkturerne ikke er egnet til at give danskerne flere penge til forbrug. - Vi er enige i, at ordningen er midlertidig, men vilkårene for at ophæve den er ikke til stede nu. Hvis vi ophæver ordningen, så starter vi en øget efterspørgsel og vækst i samfundet, og det har vi ikke brug for nu, fordi økonomien allerede er bomstærk, siger Kristian Jensen til Ritzau. Han mener, at en ophævelse af den tvungne opsparing vil puste til de problemer med flaskehalse og mangel på arbejdskraft, der præger dele af det danske arbejdsmarked, og han får opbakning af de Konservatives finansordfører, Gitte Seeberg. - Man skal tænke sig overordentligt godt om, før man laver den slags tiltag. Jeg tror, de fleste vil opfatte det som en skattelettelse og bruge pengene til forbrug, og lige nu ligger forbruget på et passende niveau, så det skal man ikke ændre på. Tværtimod mener jeg, at det er godt, at vi styrker opsparingen i en tid, hvor det går ganske godt for økonomien, siger Gitte Seeberg. For staten vil en ophævelse af SP-ordningen betyde en forøgelse af indtægterne med 3,5 milliarder kroner om året. Penge, der kan være med til at skabe råderum til de skattelettelser, som regeringen lægger op til fra 2004. Men den løsning, mener Gitte Seeberg, ikke er farbar. - Skattelettelser skal være reelle. Hvis man bare konverterer opsparing til skattelettelser, så er der ikke tale om en reel finansiering. Det er bare at flytte rundt på pengene, siger Gitte Seeberg. Begge ordførere er enige i, at det først på længere sigt kan komme på tale at ophæve SP-ordningen. - Hvis Dansk Folkeparti vil hjælpe til med at sikre en mere fleksibel arbejdsmarkedspolitik, så kan vi på sigt komme i en situation, hvor det vil være fornuftigt at ophæve ordningen, men der er vi ikke nået til endnu, siger Kristian Jensen. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...