Regeringens klimaplan belaster vand og luft

Massiv satsning på træ, halm og raps har en bagside. Grøn satsning kan give problemer, erkender klimaminister.

Regeringens klimaplan belaster vand og luft

Omstilling til grøn energi giver ringere vandmiljø og øget luftforurening, viser ny analyse af regeringens klimaplan.

Nye beregninger fra tre danske universiteter viser, at klimaplanens massive satsning på træ, halm, raps og anden biomasse har store skadevirkninger for miljøet. Det skriver Politiken.

- Det ensidige fokus på CO2-udledning betyder, at vi har lukket øjnene for, at biomasse også har negative sider, siger lektor Thomas Astrup fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) til avisen.

DTU har sammen med Syddansk og Aalborg Universiteter lavet den hidtil mest omfattende analyse af klimaplanens effekter.

Regeringens og Folketingets klimaplan om overgang til 100 procent vedvarende energi i 2050 forudsætter ifølge forskerne, at der skal bruges tre-fire gange så meget biomasse som i dag.

Derfor skal man ifølge forskerne inddrage ny landbrugsjord og bruge mere gødning til piletræ og anden biomasse. Det betyder større udledning af kvælstof og fosfor til åer, søer og fjorde - og dermed større risiko for iltsvind og fiskedød.

Samtidig kan biodiesel give højere udledning af de såkaldte NOx'er (kvælstofdioxider), der kan medføre hjerte-kar-sygdomme, blodpropper, cancer i lungerne og forværre bronkitis og astmatilstande.

Klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) erkender, at miljøet kan blive klimaplanens sorteper.

- Der er ingen tvivl om, at vi skal udvise den allerstørste forsigtighed, så vi ikke skaber et nyt problem, mens vi forsøger at løse et andet, siger Martin Lidegaard til Politiken.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.