Regeringens ringe sejr

Leder SF's formand er stolt over aftalen, der begraver partiets sidste mærkesag ...

Trafikpolitik 23. februar 2012 05:00

Regeringen bør overveje at genbruge Gustav Wincklers slager fra 1963 med linjerne "Nu betyder den lille gyldne ring ingenting, for den lille gyldne ring var bare en ring". Det var nemlig en sejr for regeringen, at den skrottede sit eget forslag om den famøse betalingsring i hovedstadsområdet, fastslår statsminister Helle Thorning-Schmidt. Udenrigsminister Villy Søvndal (SF), hvis parti mistede sin sidste mærkesag, er stolt over, at der nu er en milliard til billigere billetter i busser og tog. Og den radikale trafikordfører, Andreas Steenberg, synes, det er fornuftigt at opgive den gyldne ring, for "man skal ikke holde fast i et projekt, hvor økonomien ikke hænger sammen". Betalingsringen skulle have spyttet cirka to milliarder kroner i den kollektive trafik, og i sit livs bedste politiske øjeblik mente Villy Søvndal, at bus- og togbilletter i Københavnsområdet kunne reduceres med 40 pct. Nu får den kollektive trafik kun halvt så meget som lovet - og milliarden skal oven i købet fordeles over hele landet. Det samme skal udgiften. Og ja, det skal nok løse trængselsproblemerne i og omkring hovedstaden! Og ja, det skal nok få bilister over hele landet til at strømme til tog og busser, ikke mindst hvis en beregning fra Ritzaus Bureau holder stik: Billetpriserne hos Nordjyllands Trafikselskab vil for eksempel falde mellem tre og fem kroner. Johanne Schmidt-Nielsen (EL) kalder det "et kæmpe svigt over for alle de mennesker i København, der regnede med at kunne trække vejret uden at få bilos ned i lungerne". Men støttepartiet tager fejl. Det er jo en sejr, siger statsministeren. En ringe sejr. Nu går der så næsten et år, før en kommission giver et bud på, hvordan trængslerne kan mildnes, og selvfølgelig er det lige meget, om det er den ene eller den anden metode - bare den virker. Regeringen må håbe, at ringen er fuldstændig glemt til den tid, og at kommissionen kan redde blot nogle af de miljøhensigter, som Thorning-Schmidt & Co. har forplumret mere, end nogen amatør kunne have gjort det.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...