Regeringsrapport: Ulandsbistandskroner bør bruges i udlandet

Regeringens udenrigsgransker, Taksøe-Jensen, er uenig i, hvordan ulandsbistanden bruges nu, skriver Politiken.

RB PLUS Udenrigsgranskerens spåkugle kan tage fejl Foto: Scanpix/Ida Marie Odgaard

RB PLUS Udenrigsgranskerens spåkugle kan tage fejl Foto: Scanpix/Ida Marie Odgaard

I sin rapport med forslag til, hvordan Danmarks udenrigspolitik skal føres, går forfatteren Peter Taksøe-Jensen direkte imod den måde, ulandsbistanden bliver brugt på. Det skriver Politiken.

Peter Taksøe-Jensen, der også er dansk ambassadør i Indien, fik i efteråret 2015 af Venstre-regeringen til opgave at lave den udenrigspolitiske udredning.

- Jeg får nok nogle tæsk for at sige det, men jeg synes man skal tænke over, hvordan man mest effektivt kan bruge bistandspenge. En krone anvendt i Thy er ikke nær så effektiv som i Jordan, siger Peter Taksøe-Jensen til avisen.

For nuværende bliver dele af ulandsbistanden brugt på flygtningemodtagelse i Danmark.

I 2016 vil omkring en tredjedel af den samlede bistand, svarende til 4,4 milliarder kroner, blive brugt i Danmark.

- Det ville være meget mere effektivt at bruge de penge tættere på de steder, hvor flygtningene kommer fra.

- I lyset af regeringens politik om at nedbringe antallet af asylansøgere, så kunne man flytte den udgift fra herhjemme til nærområderne, siger Peter Taksøe-Jensen.

Ud over forslaget om at bruge flere penge i udlandet, forslår Peter Taksøe-Jensen, at man fokuserer bistanden mere, end man gør i dag.

Det skal ske ved at fravælge en stribe lande og i stedet for fokusere på de lande, der kommer flest flygtninge fra, så som Afghanistan, Syrien, Irak og Libyen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udpegede i efteråret Peter Taksøe-Jensen som udenrigsgransker med frie hænder til at komme med anbefalinger til blandt andet dansk udenrigspolitik.

Rapporten på knap 100 sider kommer mandag med en række anbefalinger til, hvordan dansk udenrigspolitik bedst skrues sammen de næste 10-15 år.

Peter Taksøe-Jensen har omkring 30 års erfaring med udenrigsarbejde og er for nuværende ambassadør i Indien.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.