Regin og Chicago er på vej ud af NHL-slutspil

Chicago tabte mandag 2-5 i Los Angeles og misser Stanley Cup-finalen, hvis holdet også taber næste kamp.

27. maj 2014 12:05

Den danske ishockeyspiller Peter Regin kan holde sommerferie, hvis Chicago Blackhawks taber til Los Angeles på onsdag hjemme i Chicago.

Los Angeles bragte sig foran 3-1 i kampen, da holdet mandag vandt 5-2 hjemme i Staples Center i Western Conference-finalen. Vinderen efter syv kampe spiller sig i finalen om Stanley Cup, hvor enten New York Rangers eller Montreal med Lars Eller venter.

Efter en enkelt kamp på tilskuerpladserne, var Peter Regin tilbage på holdet i Los Angeles, men danskeren kunne ikke forhindre, at hjemmeholdet bragte sig foran 3-0 allerede inden første periodepause.

Los Angeles kom også foran 4-0 i anden periode, inden Brandon Saad reducerede til 1-4 seks minutter før perioden sluttede.

Chicago reducerede yderligere i tredje periode, men Los Angeles scorede til 5-2 i tomt mål kort før tid, mens gæsterne satsede hele butikken.

Chicago er regerende Stanley Cup-vinder, men skal nu vinde tre kampe i træk for at sikre sig adgang til dette års finale.

Lars Eller og Montreal Canadiens risikerer at ryge ud af slutspillet tirsdag aften, når holdet hjemme møder New York Rangers. Holdet fra New York fører 3-1 i kampe.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...