Region Syddanmarks psykiatri forbereder sig på udrejsecenter

Regeringen har besluttet at flytte beboere fra udrejsecenter i Midtjylland til et nyt på Langeland i 2022.

Asylcenter Holmegaard ved Bagenkop på Sydlangeland skal efter planen agere nyt udrejsecenter og forventes i fuld drift i andet kvartal af 2022. (Arkivfoto)

Asylcenter Holmegaard ved Bagenkop på Sydlangeland skal efter planen agere nyt udrejsecenter og forventes i fuld drift i andet kvartal af 2022. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Regeringen har onsdag besluttet, at man vil oprette et nyt udrejsecenter på Langeland, der blandt andet skal huse kriminelle udlændinge fra et andet udrejsecenter i Midtjylland.

I Region Midtjylland har udrejsecentret været en belastning for regionspsykiatrien. Derfor er man i Region Syddanmark begyndt at forberede sig på de følgeeffekter, som et nyt udrejsecenter på Langeland kan føre med sig.

Det oplyser Region Syddanmark i et skriftligt svar.

Man vil gå i dialog med Region Midtjylland for at høste erfaringer, så man kan være bedre rustet.

- Vi skal finde ud af, hvad der har virket for Region Midtjylland, men naturligvis også, hvad der ikke har virket, skriver Region Syddanmark.

- Hvis de har haft brug for ekstra sengepladser, skal vi finde ud af, hvordan det skal løses her, skulle der blive brug for det, lyder det.

Allerede på onsdag skal Region Syddanmark til møde med Psykiatri og Sundhedsudvalget i regionen for at sætte fokus på de pladsproblemer, som Region Midtjylland har haft.

I Region Syddanmark vil man desuden tage fat i Udlændinge- og Integrationsministeriet for at høre, hvad man skal forberede sig på i psykiatrien.

Der vil da også være noget tid til at forberede sig, da regeringen først forventer, at det nye udrejsecenter på Langeland står færdigt i 2022.

Flytningen af beboere fra et udrejsecenter til det andet skal ifølge regeringen være med til at løse utrygheden, som naboerne til udrejsecentret i Midtjylland, Kærshovedgård, oplever, samt kriminaliteten i området.

Udrejsecenter Kærshovedgård ved byen Bording kommer fortsat til at huse afviste asylansøgere.

Indtil nu har de levet side om side med kriminelle udlændinge og personer på tålt ophold, men nu adskilles de altså.

Cirka 130 personer vil flytte ind på udrejsecentret ved navn Holmegaard på Langeland.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.