Lokalpolitik

Regionen har 20 i tinget

NORDJYLLAND: Den kommende nordjyske region bliver repræsenteret med ialt 20 folketingsmedlemmer på Christiansborg - 18 fra det eksisterende Nordjyllands Amt og to fra Thy og Mors. På Mors blev Venstre-kvinden Inger Støjberg - der i øvrigt bor i Hadsund - den helt store stemmesluger, hvilket var så rigeligt til genvalg. I Thisted-kredsen, der omfatter de tre kommuner i Thy, var der nyvalg til den unge Torsten Schack Pedersen (V). I første omgang var den konservative Else Theill Sørensen, opstillet i Thisted-kredsen, ellers også valgt. Men fintællingen af stemmerne sendte hende ud i mørket, og mandatet gik i stedet til en radikal sønderjyde. Derimod stod det allerede dagen efter valget klart, at socialdemokraten Ole Vagn Christensen, Thisted, måtte forlade Folketinget efter 17-18 år. Den nye nordjyske region er en realitet 1. januar 2007, når kommunalreformen træder i kraft. mons