Hospitaler

Regionen har brugt 216 mio. kroner for meget

Overskridelsen på 2009- budgettet er større end ventet - men Ulla Astman (S) afviser fortsat massefyringer på de nordjyske sygehuse

NORDJYLLAND:Der er ikke massefyringer på vej i Region Nordjylland. Men regionens økonomiske situation er alvorligere, end regionsrådsformand Ulla Astman (S) troede for en lille uge siden. I søndags opfordrede hun i NORDJYSKE regionsrådets 2. næstformand, Per Larsen (K), til at slå koldt vand i blodet, da han udtrykte frygt for, at sygehuse i Nordjylland kunne komme i samme situation som eksempelvis Herlev Sygehus, hvor flere hundrede fyres. Ulla Astman håbede, at regionen - ved at trække i nødbremsen i det sene efterår - havde afværget et voldsomt merforbrug i forhold til 2009-budgettet. Og at det endelige regnskab derfor måske ville vise en mindre overskridelse, end der var udsigt til, på det 12 milliarder kr. store budget. Nu viser helt nye tal imidlertid, at det er gået den modsatte vej. Budgetoverskridelsen er blevet større, end det så ud til, da det afgående regionsråd midt i december blev orienteret. Sygehuse må rette ind Alt i alt har regionen i 2009 brugt 216 mio. kr. mere, end man måtte i henhold til aftalen med regeringen. - Det er frygtelig ærgerligt, at tallene i ugens løb desværre har vist sig at være lidt rødere, end vi havde regnet med, sagde Ulla Astman i aftes til NORDJYSKE. Alligevel afviser hun, at der er grund til panik. - Dette her betyder, at sygehusene må rette ind, så forbruget i 2010 reduceres tilsvarende. Det kan betyde besparelser på eksempelvis vikarkontoen, men det står helt klart, at vi ikke står i en situation, hvor massefyringer kommer på tale. Der bliver tale om tilpasninger, men slet ikke noget, der tilnærmelsesvist ligner, hvad vi har hørt om andre steder i landet, siger hun. Nordjyderne har i 2009 fået valuta for de ekstra penge. Det var egentlig aftalt, at sygehusene skulle øge produktiviteten, som antallet af behandlinger og undersøgelser kaldes, med 3,5 pct. Men der blev rent faktisk præsteret 5,5 procent mere end året før. Dyr influenza En anden forklaring på merforbruget er influenza A. Her gav staten regionerne besked på at øge beredskabet. Alene dette kostede 30 mio. kr. ekstra - penge, som regionen håber, at staten måske vil betragte som en uforudset ekstraudgift. Det nye regionsråd blev på et temamøde i går orienteret om den alvorlige økonomiske situation. Per Larsen (K) glæder sig over, at flere patienter er blevet behandlet, men siger, at han er chokeret over, at man ikke har styringsredskaber, der gør, at man tidligere har kunnet se, at det gik den gale vej med økonomien. Ulla Astman medgiver, at dette ikke er godt nok. - Vi skal have strammet op, så vi hurtigere kan se, at noget er ved at gå skævt, siger hun.