Lokalpolitik

Regionen tømmes for indhold

Ny Frederikshavn følger Aalborg og overtager stor set alle amt-institutioner på trods af, at politikerne under valgkampen var enige om at bibeholde amtets ekspertise i regionerne. Ny Frederikshavn Kommune skal overtage såvel de såkaldte kan- som skal-institutionerne i lec i at sikre kontinuitet på området.

Man har et standpunkt, til man tager et nyt. Jens Otto Krags berømte ord er blevet aktuelle igen i forbindelse med kommunernes overtagelse af amtslige institutioner. Under valgkampen var de fleste politikere på tværs af partiskel enige om at fare med lempe og bibeholde amtets ekspertise i regionerne. Nu lyder der andre toner: Sammenlægningsudvalget for Ny Frederikshavn Kommune vedtager på onsdag, at kommunen skal overtage såvel de såkaldte kan- som skal-institutionerne. - Sagen har haft sit eget liv. Det er ikke længere op til de enkelte kommuner at beslutte, hvad de vil. Nu handler det om at de 11 kommuner i den nordjyske region finder sammen og sikrer kontinuitet og ro på området, siger Birgit Hansen (S), der er formand for socialudvalget i Ny Frederikshavn Kommune. Hun mener, at grundlaget for at bibeholde den faglige kapacitet og ekspertise i regionen skred, da Aalborg Kommune besluttede at hjemtage alle amtsinstitutionerne. - Aalborg er så stor, at der nærmest er tale om et mini-amt, og som jeg ser det, bliver der på det sociale område næppe mere end fem procent tilbage i regionen. Resten tager kommunerne. Birgit Hansen lægger også vægt på, at flere af amtets institutioner selv har ønsket at komme med i Ny Frederikshavn Kommune. Det gælder blandt andet "Kæden", der i dag er fordelt på fem institutioner, men fremover skal samles i en ny institution på hjørnet af Suderbovej og Koktvedvej i Frederikshavn. SFmener fortsat, at kan-institutionerne bør blive i regionerne. - Det er betænkeligt at tømme regionerne for indhold. Desuden er vi bekymrede for, at den faglige ekspertise spredes for alle vinde og endelig frygter vi kassetænkning, idet vi ikke ved i hvilken udstrækning der følger økonomi med, siger Paul Rode Andersen (SF).