Danmark

Regioner vil sætte prop i lægers millionlønninger

Kan ikke blive ved med at give læger millioner - formand indkalder til møde

Udgifter til overlæger i det offentlige er steget markant, og det skal stoppes, mener regionernes formand. Arkivfoto

Udgifter til overlæger i det offentlige er steget markant, og det skal stoppes, mener regionernes formand. Arkivfoto

DANMARK:Formand for Danske Regioner, Bent Hansen (S), erkender, at regionerne i for høj grad har lokket dygtige læger med overlægestillinger. Han vil nu kalde regionerne sammen for at finde en holdbar løsning. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Det danske sundhedsvæsen er igennem de seneste 10-15 år blevet mere og mere specialiseret, så der har været behov for at ansætte flere overlæger i regionerne, end der var ansat i det gamle amter.

Det er dog kun en del af forklaringen på en markante stigning i antallet af overlæger siden regionernes dannelse i 2007 på mere end 40 procent.

En anden del af forklaringen handler om, at regionerne i mange år har kæmpet med hinanden om at kunne tiltrække de dygtigste læger, der derfor er blevet tilbudt stillinger som overlæger med millionløn. Fra 2007 til 2015 er antallet af millionlønninger i regionerne derfor steget markant fra 2.467 i 2007 til 3.453 i 2015.

For mange overlæger

Formand for Danske Regioner, Bent Hansen (S), erkender, at der er et problem. Han vil derfor nu rejse sagen på tværs af regionerne.

- Både sygdomme og behandlingsformer bliver mere og mere komplekse, og her har vi brug for de dygtigste hænder og hoveder til at give patienterne den mest kompetente behandling. Men der er over årene gået en vis inflation i at ansatte dygtige læger som overlæger frem for eksempelvis som afdelingslæger, der ikke tjener nær så meget. Det er blevet brugt som et instrument til at tiltrække de dygtigste læger, og her har lønnen så kunnet fungere som en gulerod. Det er forståeligt og for patienternes bedste, men det kan ikke blive ved. Der må findes en løsning på tværs af regionerne, siger Bent Hansen.

En samlet løsning

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) fra Region Syddanmark peger på, at det er vigtigt, at regionerne finder en løsning i fællesskab.

- Hvis én region ændrer praksis alene, vil den region potentielt stå med et stort rekrutteringsproblem. Derfor er nøglen til at stoppe udviklingen, at regionerne finder en løsning i fællesskab. Det medvirker vi gerne til fra Region Syddanmarks side, siger hun.

Politikere må træde i karakter

Formand for Patientforeningen, Niels Jørgen Langkilde, håber, at politikerne træder i karakter.

- Det er på tide, at politikerne i regionerne begynder at få orden i eget hus og vise, at de rent faktisk er valgt til at lede organisationen og det ikke er en ren selvbetjeningsbutik. De må træde i karakter, så det bliver stoppet. Ellers forsvinder der alt for mange milliarder, der kunne være brugt til behandling, pleje og medicin, siger Niels Jørgen Langkilde.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.