Lokalpolitik

Regionsråd dømt til at være et B-hold

Ikke alene får det kommende nordjyske regionsråd færre opgaver end det nuværende amtsråd. Lønnen til de menige medlemmer bliver også mindre. Dermed er der på forhånd klart signaleret B-hold, vurderer både amtsborgmester Orla Hav (S) og kommunaleksperten Roger Buch, lektor ved Danmarks Journalisthøjskole.

- Jeg tror ikke, der findes nogen, som går ind i politik for pengenes skyld. Men når medlemmerne af de kommende regionsråd honoreres ringere end de nye kommuners byrådsmedlemmer, er det da et klart signal om, at her er der tale om et B-hold. Det er efter min mening stærkt uheldigt, siger Orla Hav. I det nuværende amtsråd er der ingen, som honoreres med under 103.000 kroner årligt, fordi alle har mindst én udvalgspost. I det nye regionsråd på 41 medlemmer må hovedparten nøjes med 70.000 kroner årligt. Kun amtsborgmesteren og de 11-19 medlemmer af forretningsudvalget får mere. - Mindre vederlag er bestemt ikke vejen frem, hvis man vil tiltrække dygtige politikere i regionsrådet. Det er er klart signal om, at de er knapt så vigtige som andre, konstaterer Roger Buch. Han mener, det er umuligt at give et bud på, hvad der er et rimeligt vederlag til en politiker. Men efter Roger Buchs mening kan det ikke undgås, at magt og indflydelse i politik blandt andet måles på lønnen.