Hospitaler

Regionsråd skal afgøre strukturen

Ugens spørgsmål: Er det i patienternes interesse, at en række sygehusbehandlinger nu skal koncentreres på færre adresser?

Hej Per Dette er en svær diskussion. På den ene side vil de fleste af os jo helst behandles lige rundt om hjørnet. Vores behandling lige rundt om hjørnet skal også helst udføres af verdens bedste læger. Det hænger jo ikke rigtig sammen. Hvis vi skal vælge mellem nærhed og kvalitet, vælger de fleste af os kvalitet. Det er dog en hårfin balance. Det duer selvfølgelig ikke at yderområdernes borgere får så langt til akut behandling, at det koster mennekseliv. Det må der findes en løsning på. Venlig hilsen Helle Christensen Kære Helle Enhedslisten mener, at den meget dramatiske centralisering, som sker med kommunalreformen, er et demokratisk tilbageskridt. Reelt udhules regionernes (tidligere amternes) muligheder for at føre en selvstændig sygehuspolitik, og det er Enhedslisten imod. Vi synes roligt, man kunne lade regionerne have kontrollen med sygehusvæsenet og få mulghed for selv at udskrive skatter. Det ville give en langt mere demokratisk styring af sygehusvæsenet. Jeg tror også, vi med en sådan demokratisk styring kunne sikre tilstrækkelig faglig styrke i sygehusmiljøerne. Med venlig hilsen Per Hej Per Jeg er enig i, at den voldsomme centralisering, der sker som en konsekvens af kommunalreformen, er noget møj. Jeg mener, det må være regionsrådet, der træffer beslutninger om sygehusstrukturen i Nordjylland, og ikke regeringen og Folketinget. Men derfor kan vi jo godt diskutere, hvad vi mener om akutberedskabet og ændringer i fremtiden. Hvis vi i forbindelse med en strukturændring skal lukke en eller flere skadestuer, må ikke være et spareprojekt, men et udtryk for en bedre behandling. Venlig hilsen Helle Christensen Hej Helle Jeg har svært ved at se det fornuftige i at lukke en eller flere skadestuer. Jeg kan derimod godt se det fornuftige i, at vi koncentrerer nogen af de mere avancerede behandlinger på færre sygehuse. I forhold til at få et bedre udbytte af de ressourcer, som vi bruger på vores sundhedsvæsen, synes jeg, det ville være oplagt at etablere lokale sundhedscentre, hvor akutbehandling kunne kombineres med anden behandling. På den måde kan vi både sikre en god behandlingsdækning i tyndere befolkede områder og sikre lokal beskæftigelse. Med venlig hilsen Per Hej Per Der er gennem de seneste år foregået en lægelig specialisering bl.a. fordi det giver den bedste behandling til patienterne. Det er er positiv udvikling. Samtidig er det vigtig med et godt akutberedskab, så alle borgere i hele regionen kan være trygge. Det gælder selvfølgelig også de borgere, der bor i yderområderne. Det betyder, at det vil være postivt med flere akutbiler – og gerne lægebiler. Jo hurtigere kvalificeret hjælpe er fremme – jo flere mennesker bliver reddet. Venlig hilsen Helle Christensen Kære Helle Jeg mener, det er vigtigt at bevare et decentralt sundhedsvæsen, hvor vi etablerer sundhedscentre også i de mindre byer. Disse sundhedscentre kan også spille en vigtig rolle i det forebyggende sundhedsarbejde, som kommunerne nu overtager ansvaret for. Til gengæld er jeg også enig med dig i, at der selvfølgelig kan være fordele forbundet med at koncentrere de mere avancerede behandlnger. I den sammenhæng er det vigtigt at have et velfungerende ambulancesystem, som også indeholder lægeambulancer. Med venlig hilsen Per [ Helle Christensen er 45 år og bor i Aalborg. Hun er leder af DUI-huset og desuden forbundsformand for DUI-Leg og Virke. Sidden 1998 har hun været opstillet for Socialdemokraterne i Aalborg østre Kreds. Helle Christensen, der har en fortid som bingovært på TV-Aalborg, har en datter på 18 år. [ Per Clausen er 50 år og folketingsmedlem for Enhedslisten. Han bor sammen med Susanne og har krimier og ølsmagning som hobbyer. Var tidligere folketingskandidat for Venstresocialisterne og har været med siden Enhedslistens start. Valgt i Aalborg Øst-kredsen.