Lokalpolitik

Regionsrådet afviser DF-kritik af mødeledelse

Enighed om svar til statsforvaltning

NORDJYLLAND:I regionsrådet er der enighed om, at et regionsrådsmøde i sommer ikke blev afviklet på en lemfældig måde, der var i strid med reglerne, selv om en sag blev gentaget hele to gange, efter at man var gået videre til de næste punkter på dagsordenen. Det er Ib Poulsen (DF), der har klaget til Statsforvaltningen Nordjylland over regionsrådsmødets forløb. Han blev i november valgt til Folketinget og er nu trådt ud af regionsrådet, hvor afløseren Rikke Karlsson i øvrigt i går mødte for første gang. Hverken Rikke Karlsson eller DF"s gruppeformand Kim Bennike havde problemer med at tilslutte sig svaret til statsforvaltningen. I svaret bliver det understreget, at en sag kan genoptages, hvis der er enighed om det. Punktet, der blev genoptaget, drejede sig om udpegning af medlemmer til nogle styregrupper for sygehuse. Ib Poulsen har anket over, at genoptagelsen af punktet ikke gav de små grupper mulighed for at tale sammen og måske komme med kandidater til styregrupperne. Den kritik afviste regionsrådsformand Ulla Astman (S) på regionsrådsmødet. Fremgangsmåden betød, at det var grupperne fra regionsrådets konstituering, der udpegede medlemmer til styregrupperne. Her blev de mindre partier faktisk tilgodeset. Var sagen afgjort alene ved forholdstalsvalg i regionsrådet, ville det ikke være sket.