Regler for kærlighed

Leder Minister bør give kontraordre, efter at amerikaner i Nordjylland er blevet udvist ...

EMNER 1. november 2011 17:34

- Hvem er det, der har ret til at lave regler for kærlighed? spørger Sefik Dedic i dag i NORDJYSKE Stiftstidende. Dedic er svigerfar til den 28-årige amerikanske fodboldspiller Mira Mupier, der tirsdag måtte forlade Danmark. Han har fået afslag på familiesammenføring med sin hustru Almedina Mupier og parrets to-årige søn, fordi hun midlertidigt modtog kontanthjælp, mens hun var på barsel i et år fra august 2009. I dag er Almedina Mupier social- og sundhedshjælperelev ved Aalborg Kommune. Hendes mand, der har en amerikansk bachelor i samfundsvidenskab, har ikke modtaget en krone i socialhjælp og stod nu for at skulle begynde på sportsmanageruddannelsen ved Aalborg Universitet, men "de behandler mig som en kriminel, og det eneste, jeg vil, er at leve fredeligt her med min familie". Det besynderlige er, som NORDJYSKE påviser, at der faktisk var en oplagt dispensationsmulighed. Den har Udlændingeservice set bort fra i noget, der ligner en rigid automatreaktion. Det virker komplet meningsløst og menneskeligt urimeligt, og det kan næppe have været i selv Dansk Folkepartis ånd. Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) har hverken lod eller del i Udlændingeservices administrative beslutning (i øvrigt er det pudsigt, at det hedder Udlændingeservice). Men hun burde tage affære hurtigst muligt, give kontraordre og betale Mira Mupiers flybillet tilbage, for sagen er menneskeligt tragisk og endnu en pinlig plet på Danmarks image som et land, der er mere end almindeligt uvillig til integration. Det nye regeringsgrundlag fastslår, at "udlændingereglerne skal bruges til at integrere gennem uddannelse og arbejde", ikke til at opstille flere barrierer. Reglerne skal ikke bruges til pr. gummistempel at udvise velfungerende mennesker, når sund fornuft og medmenneskelighed taler imod - og ved at skære igennem kan Karen Hækkerup slå fast, at ingen har ret til at lave regler for kærlighed.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...