EMNER

Reglerne skal være ens i kommunen

BRØNDERSLEV/DRONNINGLUND:- Det er godt, at der nu er kommet tal på bordet. Det siger Asta Skaksen (V), om den analyse, der er lavet omkring køkkenet på Risagerlund i Brønderslev. Asta Skaksen er ked af, at overskridelserne i køkkenet er gået ud over hele ældreområdet. - Alle troede, at produktionen af skolemad hænger sammen økonomisk, og så er der et underskud på 800.000 kr. Dertil kommer så over én million kroner, som det er blevet dyrere at lave maden på Risagerlund. Asta Skaksen er ikke i tvivl om, at det er gået ud over plejen af ældre. - De penge, der er brugt mere på mad, rammer plejen, siger hun. Asta Skaksen siger, at der nu er basis for at få rettet op på den skævvridning, der er mellem de to gamle kommuner, Brønderslev og Dronninglund. - Der har været meget uens praksis, og det er det, der nu skal gøres op med. Asta Skaksen siger, at hvis det skulle have været retfærdigt, skulle udbuddet i den østlige del af kommunen have været anderledes. Asta Skaksen mener i øvrigt, at det skal undersøges, om der er mulighed for at få mad fra køkkenet på Brønderslev Psykiatriske Sygehus i forbindelse med renoveringen af Risagerlund. - Erfaringerne er, at maden fra Brønderslev Psykiatriske Sygehus er god. Asta Skaksen siger, at personalet fra Risagerlund så kan arbejde i køkkenet på Brønderslev Psykiatriske Sygehus. - Derved bevarer vi arbejdspladserne, siger hun.