Regn eller sved på panden

Vejrudsigten tyder på et Vilsund Marked med regndråber også til løberne

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der er altid plads til humor hos de fleste kræmmere. Arkivfoto: Ole Iversen

For første gang begynder Vilsund Marked med et motionsløb, som uanset tempo vil give dråber på panden. Enten i form af sved eller regn. Vejrprofeterne har godt nok lovet tørvejr i næste uge, men prognoserne viser, at i hvert fald mandag bliver våd. Resten af ugen, hvor det i princippet er 140 år siden, der blev givet tilladelse til det første marked i 1871, ser det dog ud til, at Vilsund Marked atter en gang får en vejrmæssig velsignelse. Ifølge arrangørerne, er det ellers det helt traditionelle koncept og med både store og små gæster, store og små dyr, store og små boder, og store og små priser på..., nå, ja, stort og småt. Et af særkenderne ved Vilsund Marked er også, at arealerne ligger et unikt sted, hvor kræmmerne og andre købere af stadepladser kan nyde solens opstigning over Limfjorden. Og så, at øltelte og underholdning lukker til midnat, så ordensmagten har også sjældent større problemer i forbindelse med Vilsund Marked. De senere år er Åsvej blevet spærret lige nord for markedsområdet og det har også betydet noget mere rolig afvikling uden trafikale knuder ved ind og udkørslerne fra parkeringerne og markedspladsen.