Regn, rusk og stærk øl

Efteråret indbyder til kraftige øl, som nydes på den lune side af ruden

John Jensen
Triple fra det belgiske klosterbryggeri Val Dieu.
Øl 10. oktober 2006 06:00

En god øl til efteråret skal have fylde og styrke for at kunne matche rusk, regn og tung mad. Selv om sommerens lager af pilsner, helles og weissbier ikke er helt tømt, er det andeledes fyldigt øl, der skal på bordet en typisk dansk efterårsdag. Sådan lyder den næsten enslydende melding fra tre nordjyske ølkendere, som vi har bedt om at anbefale en god efterårsøl. Belgisk klosterøl Ølhandler og foredragsholder Henning Kjærsgaard fra Van Godt i Hadsund skal ikke have lang betænkningstid, før han peger på en tripple fra det belgiske klosterbryggeri Val Dieu. Den hedder ganske enkelt Triple og er brygget efter gamle munkeopskrifter. - Det er en fed og fyldig øl, der egner sig rigtig godt til denne årstid, siger Henning Kjærsgaard. - Den er sød men har en smule syrlighed og har en alkoholstyrke på ni procent. God til frokostbordet, men også bare til at nyde alene, lyder hans vurdering. Drik den af et glas i pokalform ved 10-11 grader, hvis du vil have det fulde udbytte af denne belgiske ale. Val Dieu kan købes i mange specialforretninger men er ikke på supermarkedets standardrepertoire. Den fyldige engelske Svend Hvorslev, der er indehaver af restauranten Fischerman’s Rest i Nørre Lyngby, er enig med Henning Kjærsgaard, i at efteråret kalder på kraftig øl, og at belgisk ale er et oplagt bud. Westmalle kunne være et bud, men han opfordrer til også at kigge i andre retninger, når der skal findes øl til den råkolde årstid. Han peger på den engelske ESB fra Fuller’s. - Det er en dejlig kraftig, øl. Jeg nyder den hele året, men den kan sagtens matche efterårsvejret, siger han. Den er brygget til en alkoholprocent på 5,9 med pale ale og krystal-malt samt fire forskellige slags humle, hvilket gør den til en fornøjelse for smagsløgene. Fuller’s ESB fås i de fleste større supermarkeder, men vil man vil smage den i den bedste og lidt mere alkoholsvag form (5,5 procent), skal man lede efter den på fad, bemærker restauratøren fra Nørre Lyngby. Dansk hyggeøl Formanden for Tordenkalvens Øllaug i Aars Torsten Hansen, der også er nyhedsredaktør på Danske Ølentusiasters website www.ale.dk holder sig inden for Danmarks grænser, når han skal udpege en god efterårsøl. Gorms Bryg fra Herslev Bryghus, lyder hans bud. Det er en overgæret øl med en alkoholprocent på 5,2 med en karateristisk smag, som blandt andet stammer fra rugmalt og honning. - En mørk øl med en fyldig smag, uden at den bliver for tung. De tunge øl gemmer vi til vinteren, lyder det fra Torsten Hansen. - Den har en fin sødme og er lidt tør pga. rugmalten. En rigtig god hyggeøl til efteråret, lyder vurderingen fra ølentusiasternes nyhedsredaktør. Gorms Bryg kan købes i specialforretninger. { Se mere på www.valdieu.com www.fullers.co.uk www.herslevbryghus.dk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...