Naturvidenskab

Regn rusker op til dåd

NIBE:Vejrguderne viste sig fra deres ubehagelige side, da Nibe Rideklub for anden gang afholdt sankthans-springning i kategori LA for heste og ponyer. Det betød, at banen var både fedtet og glat, og deltagerne kom på hårdt arbejde. Der var da også en del refuseringer undervejs i det fem timer lange stævne, der indledtes med en såkaldt "clear round", hvor deltagerne fik lejlighed til at afprøve banen. Og så gik det ellers løs, først med de små ponyer kategori 2 og 3, der var slået sammen til en. Her løb Thomas J. Clement på Miss Young med sejren foran Ninna Karina Valentin Pedersen / Stidsbjergs Thor og med Thomas J. Clement og Clements Hanky på tredjepladsen. I Pony kategori 1 blev Sonja Sørensen på Filipine Kuling nummer et foran Nanna Skovsgaard og Las Vegas med equipagen Mai Bæk Nielsen / Zaron på tredjepladsen. Aftenen sluttede med de store heste, og det skete på en yderst vanskelig bane og midt i et tiltagende midsommermørke. Vinder blev Nanna Skovsgaard på Medusa, mens Line Sloth blev toer og treer på ryggen af Con Jure og Lexus. Sankthans-springningen blev trods det lidt trælse vejr ikke en fiasko, vurderer formand Ann Pedersen. - Nærmest en succes. Nu er der for alvor skabt en ny tradition, og den fortsætter vi næste år næsten uanset vejr og vind. Flere end et halvt hundrede ekvipager troppede op til sankthans hos Nibe Rideklub. Ikke mindst tiltrukket af kontante vinderpræmier, vurderer formanden.