Regn tager mælet og melet fra bonden

Bønderne er forsinkede med høsten på de våde marker - det giver dårligere kvalitet og større udgifter til tøring

RANDERS:Hveden bliver sort og bønderne tavse af al den regn. Så mange ord vil formanden for Kronjysk Landboforening, Anders Chr. Wegger, godt sige om regnen, som fortsat forsinker høsten og nedsætter kvaliteten af kornet landet over. - Nervøsiteten mærkes ved, at landmændene ikke siger så meget nu. Det er det, der er galt, lyder analysen fra formanden i Bjergby ved Randers. Han mangler selv at høste halvdelen af sine 320 hektar. - Det er en træls situation, som kan blive alvor, siger han til Ritzau. - Nogen vælger at høste med et vandindhold på over 20 procent. Det bliver dyrt at tørre. Jeg tror ikke, at der står meget tilbage med en kvalitet, som er godt nok til mel og brød. Hveden er blevet sort af svamp og forrådnelse i strået. Kernerne er dog stadig gode nok til foder. Klar når vejret bedres Samtidig bliver dagene kortere og arbejdspresset større for de stadigt færre landmænd, som skal høste større arealer. Når mejetærskerne skal høste om med lys om natten, bliver arbejdet mere besværligt og kornet vådere. Et held i uheld er, at landmændene ikke gøder så meget som tidligere, hvorfor toppen af kornet ikke er så tung, at kornet vælter, påpeger Anders Chr. Wegger. Stadige byger har siden søndag forhindret ham i at rykke ud. Men som på en brandstation er mandskabet klar med få minutters varsel, hvis tørvejret kommer. Tilsvarende meldinger kommer fra andre steder i landet. Chefkonsulent Bo Secher, Løgumkloster, fortæller til Landbrugsavisen, at der høstes mellem bygerne og med vandprocenter over 20. Kvaliteten driller Fra Storstrømmens Planteavlsrådgivning fortæller konsulent Lars Andreasen, at byggen er sunket sammen i næsten alle marker, så mejetærskerne klipper aks af, der ikke kommer i tanken. - Der er også problemer med kvaliteten af maltbyggen. I vores nordlige område får de fradrag for højt proteinindhold, og i det sydlige område får de fradrag for lavt proteinindhold, siger planteavlskonsulent Lars Andreasen til Landsbrugsavisen. Fra Nordvestsjælland beretter avisen om problemer med afskalning, som forringer spiringen i maltbyg. - Vi ved ikke, hvad afskalningen kan skyldes, men den forringer spiringen, idet kimen» drukner«i spiringsfasen, og derved spirer maltbyggen ikke optimalt, siger planteavlskonsulent Per Jensen, Nordvestsjællands Landboforening. Sjælland hårdt ramt Regn og høst varierer meget landet over. Nogle steder mangler op til 80 procent af hveden at blive høstet, fortæller Dagbladet Køge om Østsjælland. - Vinterraps og vinterbyg er stort set høstet overalt, mens det for vårbyg og hvede svinger meget. Der er områder i Øst- og Midtsjælland, hvor mindst 30 procent af vårbyggen og op til 80 procent af hveden endnu står uhøstet på markerne. Det betyder, at udbytterne forringes næsten fra dag til dag og for brødhvedens vedkommende falder kvaliteten af bageegenskaberne og dermed afregningen til den enkelte avler, siger planteavlskonsulent Benny Lydolph Pedersen fra Landbocentret i Rønnede til Dagbladet Køge. - Det eneste, der kan redde situationen lige nu er blæst, tørvejr og solskin, siger planteavlskonsulenten til avisen. Tidligere har september også været en god høstmåned, erindrer Anders Chr. Wegger, Kronjysk Landboforening. Og det er ikke den 1. september endnu, minder han om. /ritzau/